Luxair tilbage i CPH med rute til Luxembourg

Med Luxairs kommende seks ugentlig afgange mellem København og Luxembourg får Danmark markant øget tilgængeligheden til et af Europas førende finanscentre.  

03.05.2013

Antallet af ugentlige afgange fra København til Luxembourg bliver øget fra 11 til 17, når Luxair gør comeback i lufthavnen den 3. juni.

Efter seks års fravær, hvor SAS med 11 ugentlige afgange har været eneste selskab på ruten, er det lille hertugdømmes nationale flyselskab klar til at genoptage den danske forbindelse.

"Missionen er at tilbyde vores business og fritidsrejsende de bedste forbindelser mellem Luxembourg og de store europæiske byer. Så efter grundige undersøgelser af markedet, er vi klar til at åbne daglig returflyvning mellem København og Luxembourg den 3. juni 2013 til konkurrencedygtige priser,” siger Eric Ancelin, Vice President Marketing.

Et perfekt comeback
Luxembourg, der grænser op til Belgien, Frankrig og Tyskland er med sine 500.000 indbyggere EU’s mindste land. Men hertugdømmet er med sin velvoksne banksektor – 161 forskellige banker i alt – et af Europas vigtige finanscentrer og dermed også en vigtig business-destination.

I Københavns Lufthavn ser ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen mange perspektiver i Luxairs comeback.

”Det passer perfekt ind i vores strategi at have mindre fly som Luxairs 49 sæders embraer til at ’feede’ trafikknudepunktet her i København. Og så bliver det godt med langt flere afgange til og fra Luxembourg. Vores erfaring er, at flere frekvenser betyder, at antallet af rejsende stiger,” siger Ole Wieth Kristensen.

Fakta om Luxair:

    • Etableret i 1961 som hertugdømmets nationale selskab
    • 16 fly, heraf 6 Embraer 145
    • 2.300 ansatte i Luxair Group, som også tæller Luxair-Cargo, -Tours og -Services
    • 50 destinationer i Europa, Nordafrika, Middelhavsområdet og Mellemøsten