CPH: Væksten er tilbage

Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn steg i april måned med 2,2 procent. Det skyldes blandt andet, at stadig flere flyver på ruten København- Berlin. I år er antallet af danske og tyske passagerer på ruten steget med 14,6 procent.  

13.05.2013

Med 1.962.190 passagerer igennem terminalerne i april måned kan Københavns Lufthavn notere en stigning i passagertallet på 2,2 procent. År til dato har CPH haft en vækst på 0,1 procent.

”Efter et første kvartal med et mindre fald i antallet af passagerer, er Københavns Lufthavn med stigning i april på 2,2 procent tilbage på vækstsporet, hvor det fortsat er den internationale trafik, der trækker væksten,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Ruten CPH-Berlin vokser
Væksten drives især af udenrigstrafikken, der i april havde en fremgang på 2,8 procent. Samlet i årets første fire måneder er væksten på 1,9 procent. En af de ruter, der oplever størst fremgang, er København-Berlin.

”Vi kan se, at danskerne og tyskerne virkelig er glade for ruten mellem København og Berlin. Det betyder, at Tysklands hovedstad i dag er krøbet op som nummer otte på listen over vores top 10 destinationer. Væksten i flyrejsende til og fra Berlin har i årets første fire måneder været på imponerende 14,6 procent, ” siger Thomas Woldbye.

Der er 62 ugentlige afgange fra København til Berlin. Størst på ruten er Air Berlin fulgt af SAS, easyJet og Norwegian. I år har der foreløbig været 170.036 passagerer på ruten – cirka en tredjedel tyskere, der rejser til København.

Største destination i Københavns Lufthavn er dog stadig London, der i årets første fire måneder nåede 519.107 passagerer.

Trafik april 2013

Trafik april 2013