18.09.2017

Her er alle fly, der letter og lander i København

CPH giver nu mulighed for at følge alle flyenes færd – fra start til de når 5.000 meters højde. Den 30. april 2013 kl. 12 lancerer CPH en webportal, der gør det muligt at følge med i lufthavnens flyoperationer og få aktuelle informationer om alt fra flytype, starter og landinger til støjmålinger og flyets afstand til din bolig.  

Vil du følge med i starter og landinger i Københavns Lufthavn? Eller vil du have specifik information om en enkelt flyvning, som du har set eller hørt? Det nye tilbud til flyinteresserede og naboer til Københavns Lufthavn hedder WebTrak. Det er en webportal, som baseres på data fra Københavns Lufthavns omfattende støjovervågningssystem. WebTrak viser både alle flyvninger til og fra København samt de overflyvninger, der ikke har relation til lufthavnen.

Få skræddersyet information

”Webtrak giver en ny mulighed for at hente information og fakta om flyene baseret på din nøjagtige adresse, ”

siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavne.

”Ved at angive sin adresse i WebTrak, kan man blandt andet se afstanden fra flyet til sin bolig og få nøjagtige detaljer om støjniveauer. Det er også muligt at læse mere om flytypen og søge andre fakta om maskinen. Endelig giver WebTrak mulighed for enkelt og nemt at rette direkte henvendelse til CPH med såvel generelle støj og miljøhenvendelser som spørgsmål til en specifik flyvning.”

Et dialogredskab
Det nye initiativ hænger sammen med Københavns Lufthavnes miljøpolitik, som siger, at miljømæssige forbedringer opnås igennem en åben dialog om virksomhedens miljøforhold. Målet med WebTrak er netop at skabe dialog med lufthavnens naboer og øvrige interessenter. Det er nemlig forventningen, at systemet vil letter dialogen med CPH om konkrete flyvninger.

”WebTrak er et værktøj for de, som vil vide mere om lufthavnens flyoperationer både til lands og i luften. Som nabo til lufthavnen kan den være en hjælp i informationssøgning og kontakten til CPH og vi håber, at Webtrak vil bidrage positivt til oplevelsen af lufthavnen, også selvom man ikke skal ud og rejse,” siger Henrik Peter Jørgensen.

Få adgang til WebTrak her:
 http://www.cph.dk/CPH/DK/MAIN/Oplev+lufthavnen/  (MANGLER LINK)

Læs CPHs Miljøpolitik her:
http://www.cph.dk/CPH/DK/CSR/Miljø/Miljopolitik/ (MANGLER LINK)


Mere fakta om WebTrak:

  • I modsætning til den eksisterende app, FlightRadar24 viser WebTrak alle fly, der opererer til og fra CPH.  Fly uden GPS transmitter (ADS-B) bliver ikke præsenteret på de populære  app’s. I 2012 havde omkring 44 procent af flyene ikke denne transmitter og blev dermed ikke vist på app’en.
  • Omkring 70-80 andre lufthavne har et tilsvarende værktøj. Det gælder bl.a. Arlanda, Heathrow, Gatwick, Denver, Los Angeles, San Francisco og Vancouver. Men som den eneste lufthavn viser CPHs WebTrak portal også flyenes bevægelser på jorden (ground operations). Det betyder, at du kan følge flyet helt fra standpladsen via taxivejene til start, indtil flyet er i omkring 5.000 meters højde. Du kan også følge et landende fly, helt til det holder stille på standpladsen.

For hver enkelt flyvning kan der ses detaljer om flyet:

  • Du kan se, hvor flyet har fløjet, hvor tæt det var på din bolig og hvilke støjniveauer, der er registreret i støjmålestationerne.
  • Ved at angive din adresse, kan du se afstanden mellem flyet og din bolig. Du kan både få information om flyvninger til og fra Københavns Lufthavn samt deltaljer om overflyvende fly. 
  • WebTrak angiver højden i meter over havet. Københavns Lufthavn ligger cirka tre meter over havets overflade.
  • Af sikkerhedshensyn viser WebTrak i starten alle informationer med minimum to times forsinkelse. Forsinkelsen forventes at blive reduceret over tid, når system og processer tillader det. Trafikstyrelsen har pt. givet tilladelse til offentliggørelse af data med minimum en times forsinkelse.
  • WebTrak giver desuden mulighed for at rette direkte henvendelse til Københavns Lufthavn både generelt og om en specifik flyvning.