Flot start på SAS-ruten til San Francisco

Fra i dag flyver SAS seks gange om ugen direkte fra Københavns Lufthavn til San Francisco på den amerikanske vestkyst. Det blev fejret i Københavns Lufthavn. 

08.04.2013

Nordamerika er et vigtigt og voksende marked for SAS, der i forvejen flyver til New York, Chicago og Washington. Men Californien og det Vestlige USA har manglet en direkte rute.

Et stigende antal skandinaviske og internationale virksomheder har gennem de seneste år efterspurgt en hurtig og direkte forbindelse til vestkysten. Nu er den her.

Fest i gaten
Derfor var der fest i Gate C39 med taler og traktement, da et udsolgt SK935 for første gang lettede fra København ved frokosttid med kurs mod San Fransisco.

”SAS har fløjet til USA i mere end 60 år, og vi har derfor et solidt kendskab til, hvad kunderne har behov for, når de flyver langt. Vi glæder os til at tilbyde en direkte rute og en rejseoplevelse, hvor kunden med en SAS-billet får alle de tjenester og services, der gør rejsen enkel og behagelig,” siger koncernchef i SAS Rickard Gustafson.
”Ud over at være en attraktiv destination i sig selv, er San Francisco også det bedste udgangspunkt til den amerikanske vestkyst. Fra San Francisco Lufthavn får kunderne adgang til mange andre destinationer i Star Alliance netværket,” siger Rickard Gustafson.

40.000 flere amerikanere til Danmark
Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye lykønskede SAS med den nye rute, der i flere år har stået meget højt på ønskesedlen i Københavns Lufthavn.

”Med seks ugentlige afgange har SAS har åbnet en masse muligheder for forretnings-og ferierejsende både fra Danmark og USA. Og her i Københavns Lufthavn vil vi sørge for at byde velkommen til de mere end 40.000 amerikanske passagerer, der forventes at komme til Danmark hvert år med den nye rute,” siger Thomas Woldbye.