18.09.2017

CPH i førertrøjen med luftfragt

Med en vækst i luftfragten på 6,4 procent i 2012 har Københavns Lufthavn lagt sig i førertrøjen sammenlignet med andre større europæiske lufthavne. Og væksten ser ud til at fortsætte. China Cargo Air går nu fra tre til fem ugentlige afgange mellem Shanghai og CPH og Emirates Skycargo har netop åbnet en fragtrute fra Dubai til Chicago via København.  

Mens stort set alle andre større europæiske lufthavne oplevede et fald i mængden af luftfragt i 2012 har Københavns Lufthavn styrket positionen som Nordeuropas førende med en vækst på 6,4 procent. Det er alt fra medicin og it-udstyr til maskiner, dyrt modetøj og luksus-madvarer.

”I et kriseramt Europa, hvor mængden af luftfragt generelt falder, er det flot, at vi i København præsterede en vækst sidste år på 6,4 procent. Mere fragt er ofte et tegn på, at der er kommet mere gang i samfundets økonomi. Det er godt nyt. Og så er væksten også en klar indikation af, at Københavns Lufthavns World Class Hub strategi virker,” siger administrerende direktør, Thomas Woldbye.

12,4 pct. mere belly cargo
Udover de rene fragtflyvninger har Københavns Lufthavn satset meget på belly cargo – den luftfragt passagerflyene kan tage med. Her har Københavns Lufthavn i 2012 haft en vækst på hele 12,4 procent.

”Som et mindre land i udkanten af Europa er det bestemt ikke en selvfølge, at vi i Danmark har et stort trafikknudepunkt i Københavns Lufthavn med blandt 24 interkontinentale ruter ud i verden. Det kræver en ekstra indsats – og her er den såkaldte belly-cargo utrolig vigtig,” forklarer Thomas Woldbye.
”De store passagerfly kan tage 15-25 tons luftfragt med, og det er ofte dén ekstra indtægt, der er med til at gøre de interkontinentale ruter bæredygtige,” siger han.

Vokseværket i belly cargo ser ikke ud til at stoppe. Tallene fra januar 2013 viser, at flere af flyselskaberne i København havde en markant vækst i luftfragten: for eksempel SAS med 44,5 procent, Qatar med 52,8 procent og Emirates med 99,5 procent.

Vækst avler vækst
København er med 354.269 tons cargo i 2012 Europas 13. største hub for luftfragt – foran de nærmeste lufthavnskonkurrenter i Zürich, Wien og München. Og sammenlignet med alle andre større europæiske lufthavne på nær DHL’s fragtcenter i Leipzig lufthavn har CPH haft den klart største fremgang.

Og vækst har det med at avle mere vækst. China Cargo Airlines netop har netop besluttet at øge antallet af afgange mellem Shanghai og København fra tre til fem. Samtidig har Emirates Skycargo åbnet en fragtrute fra Dubai til Chicago via København. Også Air China, Singapore Airlines og Korean Airlines har rene fragtruter til CPH.

"At China Cargo Airlines øger til København er udtryk for, at vores position som Nordeuropas vigtigste hub for luftfragt er styrket. Når det gælder Emirates Skycargo er det faktisk også Københavns placering på verdenskortet, der tæller. Her ligger vi midt på den kortest mulige flyrute fra Dubai til Chicago, ” fortæller Thomas Woldbye.

Source: Internationale Transport Zeitschrift/Newstodate/CPH