Vækst-initiativ skal styrke knudepunktet i Københavns Lufthavn

En ny vækstkomite samler slagkraftige aktører omkring opgaven med at styrke Københavns Lufthavn i den hårde internationale konkurrence med andre lufthavne og regioner. Lufthavnen er en motor for udvikling og arbejdspladser i hele Danmark og Sydsverige, og komiteen skal identificere ideer og konkrete initiativer, der kan sikre fortsat rutevækst og forbedring af den internationale tilgængelighed. Vækstkomiteen etableres af Københavns Lufthavn og får direktøren i By og Havn, Jens Kramer Mikkelsen, som formand. 

01.02.2013

På den foreløbige handlingsplan for vækstkomiteen står emner som åbning af det store nærmarked Rusland for flere flyruter til Danmark, nye initiativer for at skaffe flere inbound rejsende til regionen, videreudvikling af cargo-knudepunktet og perspektiverne i en Airport City i forbindelse med lufthavnen. Der vil blive søgt inspiration i initiativer, som har styrket andre hubs i både Europa og andre verdensdele.

”Hele regionen omkring København har gennemgået en fantastisk udvikling igennem de seneste år, og der er potentiale til fortsætte væksten. Men hvis vi skal vinde i konkurrencen med andre byer og regioner, skal der ikke kun bygges nye bydele. Der skal skabes vækst og tiltrækkes turister, højt kvalificeret arbejdskraft og investeringer. En væsentlig del af det handler om at binde Danmark tættere sammen med vækstmarkeder som Rusland og Kina, og her er gode flyforbindelser afgørende,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Samler centrale personer
Vækstkomiteen er sammensat af indflydelsesrige personer fra både Danmark og Sverige.  Udover interesseorganisationer som Dansk Metal og Dansk Industri, Overborgmester Frank Jensen og andre politikere fra regionen, sidder bl.a. også vækstforsker Carl-Johan Dalgaard fra KU samt ledelses-repræsentanter fra virksomheder som MAN Diesel, PensionDanmark og Microsoft med ved bordet.

”Komitéen er sammensat med henblik på at sikre gennemslagskraft. Vi har identificeret en række klare problemstillinger, og det er min klare forventning til komitéens arbejde, at vi bruger møderne til at finde konkrete løsninger. En stor styrke ved komitéens sammensætning er, at vi netop har folk med, som kan bidrage til en hurtig implementering,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Opbakning fra ministeren
Komitéen etableres i tråd med anbefalingerne fra Transportministerens Luftfartsudvalg, som sidste år foreslog at styrke samarbejdet blandt de eksterne interessenter om knudepunktet i Københavns Lufthavn gennem en ”stakeholderkomite”.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:

"Jeg er overordentlig tilfreds og glad over, at Københavns Lufthavn, som opfølgning på Luftfartsudvalgets anbefaling, nu etablerer en stakeholder komité under navnet CPH Vækstkomité. Det bliver et vigtigt forum med stærke kræfter, der kan sikre, at Københavns Lufthavn fastholder sin position som internationalt knudepunkt. Desuden kan komitéen være med til at sikre øget fokus på vækst ikke blot i København, men i hele Øresundsregionen. Jeg ser også selv frem til jævnligt at mødes med stakeholder komitéen og støtte op om dens arbejde."

SAS, der er største flyselskab i Københavns Lufthavn, bakker op om komitéen:

”København er SAS' hovedknudepunkt for passagerer og fragt, og vi har en særlig interesse i at få udviklet lufthavnen og regionen, så vores kunder kan få endnu mere glæde af at rejse via København samt begynde eller slutte rejsen i en Øresundsregion i udvikling. SAS er på vej mod en stærk fremtid med flere destinationer serviceret med nye fly, og den udvikling er godt understøttet af et stærkt samarbejde omkring København," siger Rickard Gustafson, Koncernchef hos SAS.

Som direktør i udviklingsselskabet By & Havn og tidligere overborgmester i København gennem 15 år har Jens Kramer Mikkelsen de seneste årtier drevet en lang række store projekter som metroen, Ørestaden, Amager Strandpark og senest udviklingen af Sydhavnen og Nordhavnen som bolig- og erhvervsområde.

FAKTA
CPH’s Vækstkomité skal mødes to-tre gange om året, første gang i marts 2013.
Medlemmer er (enkelte tilføjelser kan forekomme):

  • Adm. direktør i Udviklingsselskabet By & Havn I/S, Jens Kramer Mikkelsen, Formand
  • CEO i CPH, Thomas Woldbye
  • CEO i SAS, Rickard Gustafson
  • Overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen
  • Borgmester i Tårnby Kommune, Henrik Zimino
  • Borgmester i Malmø, Ilmar Reepalu
  • Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S)
  • Ordfører i Region Skåne, Pia Kinhult
  • Formand i Dansk Metal, Claus Jensen
  • Direktør i DI Transport, Michael Svane
  • Formand og CEO i det Sydsvenske handelskammer, Stephan Müchler
  • Direktør i Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen
  • Carl-Johan Dalgaard, vækstforsker, professor ved KU
  • Adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen
  • CEO i MAN Diesel Danmark, Thomas Knudsen
  • Formand for DSB, Peter Schütze
  • Adm. direktør hos Microsoft Development Centre Copenhagen, Charlotte Mark
  • Direktør i Trafikstyrelsen, Carsten Falk Hansen (observatør)

Kontakt

  • Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør, udviklingsselskabet By & Havn, telefon 51 58 92 12
  • Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S, telefon 32 31 28 00