18.09.2017

Københavns Lufthavne vælger ny leverandør til Cph.dk

Københavns Lufthavne A/S har valgt Magnetix A/S til en relancering af websitet Cph.dk. Med det nye samarbejde tager lufthavnen endnu et skridt i udviklingen af en digital identitet, der sætter brugerne i centrum med fokus på både forbedret information og kommercielt indhold.  

Efter et omfattende EU-udbud har Københavns Lufthavne A/S valgt at indgå kontrakt med Magnetix A/S. Som ny system- og serviceleverandør skal Magnetix A/S bistå lufthavnen med en relancering af websitet Cph.dk.

”For mange passagerer begynder rejsen allerede på Cph.dk, og website og mobilplatform er derfor helt centrale kanaler for vores kommunikation,”

siger Karen Bender, e-Commerce & Marketing Director i Københavns Lufthavne A/S og fortsætter:
”Vi tror på, at samarbejdet med Magnetix A/S kan skabe et solidt fundament, der vil løfte CPHs digitale tilstedeværelse til et højere niveau. I tråd med vores strategi om at være et trafikknudepunkt i verdensklasse vil vi give de rejsende ekstraordinære oplevelser – både i lufthavnen og i de digitale kanaler. Relanceringen vil både omfatte information og kommercielt indhold.”

Stærke digitale løsninger til et stærkt knudepunkt
Magnetix A/S’ bidrag bliver et vigtigt element i Københavns Lufthavne A/S’ strategi om at modernisere lufthavnens digitale identitet og udvikle online-løsninger, der sætter brugerne i centrum. Efter planen skal det nye Cph.dk lanceres i 2. halvår af 2013, og hos Magnetix A/S ser man frem til at tage hul på opgaven.

”Vi oplever Københavns Lufthavne som en veldrevet og professionel virksomhed. Udbudsrunder er altid svære, da dialogen er begrænset til nogle formelle rammer. Men vi har en klar fornemmelse af, at vi har samme tilgang til samarbejdet som lufthavnen, og ser frem til at skabe nogle stærke digitale løsninger, der kan bidrage positivt til lufthavnens forretning,” siger Martin Bochineck, administrerende direktør i Magnetix A/S.

I alt deltog 23 potentielle leverandører i prækvalifikationen, og fem blev prækvalificeret. Heraf valgte Addition A/S i samarbejde med Sorthvid Aps, Creuna A/S, Valtech A/S og Magnetix A/S at afgive tilbud. Tilbuddene blev evalueret ud fra kriterierne pris, teknologi, design samt projektmetoder/-samarbejde.