easyJet åbner direkte rute til Hamborg

easyJet, et af Europas største flyselskaber, åbner en ny daglig rute mellem København og Hamborg fra 31. marts. 

28.11.2013

easyJet åbner i foråret 2014 en ny base i Hamborg med tre nye A319-fly. Det er selskabets 23. base, og den baner vej for åbningen af den nye rute til København.

”easyJets nye rute er rigtig godt nyt for de mange danskere, der hidtil har taget bilen eller toget til Hamburg. Den nye rute giver simpelthen nye muligheder for at komme på et weekend-break i en attraktiv storby. Samtidig vil ruten uden tvivl også øge antallet af tyske turister, hvilket kommer den danske turisme-branche til gavn,” siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn.

”Både Hamborg og København er centre for handel, finansiering og især shipping, og vi er derfor særligt glade for at kunne forbinde netop disse to byer. Samtidig kan vi se, at danskerne virkelig har fået øjnene op for Hamborg som storby-destination. I 2012 havde danskerne i alt 237.203 overnatninger i Hamborg, og vi forventer at vores rute vil føre til yderlige vækst i turismen,” siger William Vet, Commercial Manager for easyJet i Danmark.

Tag et weekendbreak i hippe Hamborg
Den nordtyske by er en oplagt destination for en storbyweekend. Hamborg ligger ved floden Elben, som også på mange måder er byens livsnerve, og mange attraktioner, festivaler og seværdigheder ligger langs floden. Metropolen har noget for alle – gastronomi i verdensklasse, frodige parker, et pulserende natteliv, en levende kulturscene og uanede muligheder for shopping.