18.09.2017

Fire nye flyruter ud af København

Det svenske flyselskab Nordic Air Sweden åbner med udgangen af februar fire ruter ud af København. Selskabet vil først og fremmest flyve dagligt til den nordsvenske by Umeå. Derudover bliver der forbindelser til så forskellige steder som Skopje, Amman og Beirut.  

Nordic Air Sweden indleder fra 28. februar daglige flyvninger mellem København og Umeå, hvor selskabet har hjemmebase. Derudover vil det svenske flyselskab også to gange om ugen flyve fra København til Skopje i Makedonien, og én gang om ugen til henholdsvis Amman i Jordan og Beirut i Libanon.

”Det er fire spændende, nye byer, som Nordic Air Sweden har valgt. Vi får både daglige forbindelser til det nordlige Sverige og til tre interessante destinationer i Sydeuropa og Mellemøsten, og nok så vigtigt er det destinationer, som hidtil har været u-servicerede. På den måde er Nordic Air Sweden også med til at styrke Københavns Lufthavns samlede rutenetværk,” siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef, Københavns Lufthavn.

Tyske biler i svensk kulde
Ruten til Umeå er møntet på både danske og svenske forretnings- og fritidsrejsende, og det er også værd at hæfte sig ved, at ruten videreføres fra Umeå til byen Arvidsjaur i det nordligste Sverige. Det giver adgang til interessante skisportssteder, ligesom flere tyske bilproducenter vintertester deres biler i området.

Ruterne til Skopje, Amman og Beirut er i høj grad rettet mod etniske passagergrupper, der har behov for forbindelser mellem Skandinavien og Makedonien, Jordan og Libanon.

København passer bedst
Københavns Lufthavn har været i hård konkurrence med Stockholm om de nye ruter, og hos Nordic Air Sweden er man ikke i tvivl om, at valget af København giver passagererne de fleste og bedste muligheder.

”Vi har valgt Københavns Lufthavn fordi den passer til vores forretningside, som er at skabe de bedste forbindelser fra Europa og resten af verden til Lapland og Umeå,” siger Stig-Erik Dahlberg, der er bestyrelsesformand og medejer af Nordic Air Sweden.

Nystartet selskab
Nordic Air Sweden er et nystartet ruteselskab, og derfor vil der i den kommende tid være behov for opbygning af relationer til andre selskaber, så passagergrundlaget kan blive så stort som muligt.

”Vi har naturligvis fokus på at sikre, at Nordic Air Sweden kommer godt i gang i København. Derfor vil vi hjælpe dem til at få nogle samarbejdsaftaler med andre selskaber, hvilket vil være til gavn for vores transferprodukt og være med til at styrke Nordic Air Swedens produkt,” siger Ole Wieth Christensen.