18.09.2017

Få vasket bilen i CPH under ferien

Københavns Lufthavn og biludlejningsfirmaet Sixt klar med tilbud om vask og klargøring af privatbiler, der parkeres i Lufthavnen, mens man er ude at rejse.  

Aflever nøglen og kom hjem fra rejsen til en renvasket, støvsuget og rengjort bil. Sådan lyder tilbuddet fra Københavns Lufthavn og biludlejningsfirmaet Sixt til de rejsende, der vælger at komme til lufthavnen i egen bil.

Hvert år parkerer mere end 1,2 millioner passagerer deres bil i et af lufthavnens 11 P-anlæg, mens de er ude at rejse, fortæller Københavns Lufthavns Salgs- og Markedsdirektør, Carsten Nørland.

”Vi interviewer 130.000 passagerer hvert år, og her udtrykker rigtig mange ønsket om at kunne købe ekstra luksus i lufthavnen, når de skal ud at rejse.  Og man må da sige, at for de passagerer, der vælger at køre i egen bil til lufthavnen og parkere, er det ren luksus at kunne komme hjem til en helt nyvasket og klargjort bil,” siger Carsten Nørland.

Prisen bliver 395 kroner. Den inkluderer bilvask, støvsugning, pudsning af spejle og vinduer, rensning af dørfalse, insektrens, vinylopfriskning og påfyldning af sprinklervæske.

Kom hjem til en ren bil Muligheden for at tilbyde de rejsende at kunne komme hjem til en ren bil er opstået efter biludlejningsfirmaet Sixt har indviet et helt nyt klargøringscenter på Kystvejen ved lufthavnen. Det har givet kapacitet til også at kunne tage private biler ind, fortæller administrerende direktør i Sixt, Kasper Gjedsted:

”Det er ikke alle, der kan undvære deres bil i dagligdagen eller finde tiden til en grundig rengøring. Så hvorfor ikke udnytte tiden, mens bilen er parkeret i Lufthavnen,” siger Kasper Gjedsted.

Klargøring af bilen skal bestilles online. Men skulle det glippe kan man også bestille bilvasken på Sixt-kontoret i lufthavnen, hvor man afleverer bilnøglerne. Så tæt på hjemkomsten som muligt bliver bilen hentet af Sixt, gjort grundigt rent og parkeret så tæt på den oprindelige p-plads som muligt.  Så er det bare at samle nøglen op på Sixt kontoret i terminal 3 og køre hjem – i sin rene bil.