18.09.2017

Fragt-gigant flytter til CPH

Swissport, en af verdens førende fragtoperatører, rykker ind i Københavns Lufthavn fra 1. juli. Det sker kort efter, at CPH er blevet hædret med luftfragtens Award of Excellence  

Københavns Lufthavns strategi om at blive Nordeuropæisk centrum for luftfragt har medvind. En af verdens førende fragt- og passageroperatører, Swissport, har besluttet at satse på København som nordisk knudepunkt for luftfragt.

”Swissports beslutning understreger endnu en gang, at København er et nordisk trafikknudepunkt både når det gælder fragt og passagerer,” siger salg- og markedsdirektør Carsten Nørland.

Udvikle København
Hos Swissport ser Europæisk Senior Vice President, Nils Pries Knudsen, stort potentiale i at udvikle operationen i København. Selskabet har allerede indgået kontrakt med flyselskabet Swiss og en række andre flyselskaber om luftfragt til og fra København.

”Swissport er utroligt glade for at kunne føje København til vores voksende liste af fragtoperationer i Europa og resten af verden. Vi ser frem til at udbygge partnerskabet med Swiss og andre flyselskaber i København på tværs af Danmark og regionen som helhed,” siger Nils Pries Knudsen.

CPH hædret
Luftfragt er umiddelbart ikke en af Københavns Lufthavns synlige succeser, da en stor del af fragttrafikken foregår om natten. Derfor skabte det ekstra glæde, da Københavns Lufthavn for nylig blev hædret med en Award of Excellence af Air Cargo World Magazine.

”Awarden er en flot anerkendelse af vores arbejde – en anerkendelse, der også kan ses på tallene. I 2011 havde vi i CPH en vækst i luftfragten på 7,6 procent til trods for den globale krise,” siger Carsten Nørland.

World Class Hub
Det er især dyrere, tidsfølsomme og letfordærvelige varer, der fragtes med fly – alt fra medicin, modetøj og elektronisk udstyr til friske hummere. Årligt transporteres mere end 330.000 tons varer igennem CPH via luftfragt.

”Vækststrategien World Class Hub betyder ikke blot en markant udbygning af passagerterminalerne og endnu mere fokuseret udvikling af nye flyruter. Vi satser også på at udvikle vores position som nordisk knudepunkt for luftfragt,” siger Carsten Nørland.

Mere Belly Cargo
For de lange interkontinentale flyruter er luftfragt – såkaldt Belly Cargo – også en særdeles vigtig del af forretningen. Luftfragt udgør op til 20 pct. af omsætningen på flere passagerruter. For eksempel forventer Emirates at flyve mere end 1.000 tons fragt hver måned på ruten mellem København og Dubai.

”Luftfragt er med til at gøre de lange, interkontinentale ruter økonomisk bæredygtige. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi kan udvikle vores fragtforretning til gavn for både danske virksomheder og de flyselskaber, der opererer i lufthavnen,” siger Carsten Nørland.

Luftfragten udgør blot cirka 2 procent af den samlede fragtmængde til Danmark, mens det udgør 40 procent af den samlede værdi.

CPH huser allerede i dag Wallenborn Air Cargo Trucking, Worldwide Flight Services, Scanpartners og Spirit (det tidligere SAS Cargo). Dertil flere af verdens førende operatører som DHL Aviation, Fedex Express, Singapore Airlines Cargo, Korean Air Cargo, China Cargo Airlines, Air China Cargo.