18.09.2017

CPH igang med at fylde hullet efter Cimber

Københavns Lufthavnen er allerede i gang med at få nye flyselskaber til at overtage de mange Cimber Sterling ruter – både udenrigs og ikke mindst indenrigs. Foreløbig har DAT annonceret at man overtager Cimber Sterlings flyvninger til Rønne og Sønderborg.  

Da Cimber Sterling torsdag morgen indgav konkursbegæring og indstillede alle flyvninger, var Københavns Lufthavn allerede i samarbejde med flyselskaber, der kunne være interesserede i at overtage de mange ruter.

”Vi skal være klar til de fleste scenarier – og det gælder også en stor konkurs som Cimber Sterlings. Derfor er vi er i disse timer i intensiv dialog med en række flyselskaber,” siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen.

Sidst på formiddagen meldte DAT, Danish Air Transport, at man fra senere i dag går ind på ruterne fra København til Rønne og Sønderborg.

”Som både nordisk og dansk trafikknudepunkt, er den danske indenrigstrafik meget vigtig  - ikke blot for Københavns Lufthavn, men for mobiliteten og væksten i Danmark.
Derfor er det en fantastisk god nyhed, at vi i løbet af et par timer har fået lukket hullet til Sønderborg og Rønne,” understreger Henrik Peter Jørgensen.

DAT vil flyve fra København til Rønne seks gange dagligt med en ATR72, der har 66 sæder. Sønderborg vil få fem daglige afgange til København med en ATR42, der har plads til 48 passagerer.