Prins Henrik åbnede Shanghai-rute

Med kongelig deltagelse, en dansende drage og verdens største verion af en fortune cookie på 6x2 meter blev SAS’ rute til Shanghai fejret med manér i Københavns Lufthavn.  

01.03.2012

Prins Henrik lykønskede SAS og Københavns Lufthavn med den nye rute til en af verdens mest dynamiske byer, Shanghai. Den direkte rute vil skabe vækst og fremgang i København og Danmark, lød spådommen fra prinsgemalen.

”Nu er jeg selv pilot gennem mange år. Og som pilot må jeg sige, at jeg også foretrækker den direkte rute," spøgte Prins Henrik.

I forbindelse med ruteåbningen kunne passagerne i lufthavnen opleve en kinesisk drage i terminalerne og ude ved gaten, der i dagens anledning var dekoreret med blandt andet kinesiske lanterner.

100.000 passagerer
Stemningen var i top. Hos SAS forventer man omkring 100.000 passagerer årligt på ruten til Shanghai, der ifølge SAS administrerende direktør Rickard Gustafson også er et symbol:

“Den nye rute vil ikke alene være en vigtig forbindelse mellem Skandinavien og et af verdens hurtigst voksende markeder. Ruten er også et vigtigt symbol for SAS. Den er et symbol på vores tro på vækst,” sagde SAS’ administrerende direktør Rickard Gustafson.

Kage på 6x2 meter
Kager er et andet symbol, når der åbnes ruter. Lufthavne verden over konkurrerer om at skabe de mest spektakulære kager.
 
Denne gang satte Københavns Lufthavn trumf på ved at lade Select Service Partner kreere verdens største fortune cookie på 6x2 meter – en størrelse, der afspejler Københavns Lufthavns forventninger til det kinesiske marked og SAS-ruten til Shanghai, fortalte lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye.

“Så hvad er en spådomskage? Alt tyder på, at det er japansk-kinesisk ide, der blev gjort utrolig populær af kinesiske indvandrere i USA og nu serveres for amerikanere og europæere. Her har vi så en skandinavisk version - kort sagt en rigtig global kage," fortalte Thomas Woldbye.

Læs og rejs
Sammen med Prins Henrik og Rickard Gustafson blev der slået hul i den kinesiske kagemur til dagens vise ord og visdom:

"To be wise one must read a lot and travel a lot.”

Der bliver mulighed for begge dele med den nye SAS-rute. Fra Shanghai vil SAS-partnerne Air China og Shanghai Airlines tilbyde mange forbindelser videre – specielt til den sydlige del af Kina, men også til en lang række andre destinationer i Asien.

Ruten skal flyves med en Airbus 340-300, som er det største fly i SAS-flåden med 245 sæder fordelt på tre serviceklasser: Business, Economy Extra og Economy Class.