18.09.2017

Forbedrede forbindelser til Rusland

Det russiske flyselskab Aeroflot fordobler antallet af afgange mellem København og Moskva, og SAS åbner rute til Kaliningrad. Specielt forretningsrejsende får dermed forbedret tilgængeligheden til et af verdens vigtigste vækstmarkeder  

Fra 25. marts fordobler Aeroflot antallet af daglige forbindelser mellem Københavns Lufthavn og Moskva-lufthavnen Sheremetyevo. Da der er tale om en aftenafgang fra Moskva, kan danske forretningsfolk fremover få en hel arbejdsdag i den russiske hovedstad og dermed få et større udbytte af forretningsrejsen. Samme dag åbner SAS en rute til Kaliningrad.

”Samhandel med en vækstøkonomi som den russiske er vigtige for udviklingen i dansk økonomi, og derfor er det essentielt med gode flyforbindelser til landet. Både den ekstra frekvens til Moskva og forbindelsen til Kaliningrad er derfor godt nyt for hele landet,” siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef, Københavns Lufthavn.

Styrker trafikknudepunktet
Hvor Aeroflots rute til Moskva er vigtig for forretningsrejsende mellem to metropoler, er SAS’ rute til Kaliningrad i lige så høj grad gavnlig for transfererende passagerer, der skal videre ud i Europa og resten af verden fra den russiske enklave ved Østersøens kyst. Dermed styrker den rute Københavns Lufthavns position som nordeuropæisk trafikknudepunkt.

SAS flyver fire gange om ugen mellem København og Kaliningrad med afgang fra København kl. 12.30 og retur fra Kaliningrad kl. 15.10.

Aeroflot letter fra Sheremetyevo-lufthavnen i Moskva kl. 20.45 lokal tid og lander i København kl. 21.15. Der er afgang retur mod Moskva kl. 23.40 hver dag.