18.09.2017

Vueling, Norwegian og easyjet har fyldt lufthullet efter Spanair

Det spanske lavprisselskab Vueling gør klar til landing i København med 11 ugentlige afgange til Barcelona. Samtidig øger også Norwegian antallet af afgange til den catalanske storby. Dermed er ’lufthullet’ efter Spanairs konkurs lukket.  

Lufthullet efter Spanairs krak for 14 dage siden er allerede ved at blive lukket.

Det fremstormende spanske lavprisselskab Vueling, der havde lyndebut i København 28 januar, har besluttet at satse ekstra stort på ruten mellem Barcelona og København.

Vueling var klar med fire ugentlige afgange til Barcelona blot 18 timer efter Spanairs krak.

Den 1. marts øger Vueling til syv og den 25. marts til 11 ugentlige afgange.

Også Norwegian øger på den populære rute fra syv til ti ugentlige afgange. Dermed er hullet efter Spanair mere end lukket.

Godt nyt for væksten i Danmark

”Det er utrolig godt nyt – ikke blot for de rejsende og for Københavns Lufthavn. Enhver flyrute skaber vækst og arbejdspladser, så det har været utrolig vigtigt at få erstattet de mange tidligere Spanair-ruter,” siger salgs- og marketingsdirektør i Københavns Lufthavn Carsten Nørland.

Vueling, der delvist er ejet af Iberia og British Airways, har haft vokseværk de senere år og er nu Europas fjerdestørste lavprisselskab med foreløbig 43 fly og ruter til 44 byer i 13 lande.

”Det nye for danske passagerer er, at Vueling også kan tilbyde videre rejser ud i verden fra Barcelona med f.eks. Iberia,” siger Carsten Nørland.

Eller som Vuelings administrerende direktør Alex Cruz sagde, da man besluttede at satse på CPH:

”Danske passagerer vil kunne flyve ikke blot til Barcelona, men også videre til de mange destinationer, vi tilbyder fra vores trafikknudepunkt i El Prat lufthavn.”

I 2011 rejse 410.000 passagerer til og fra København til Barcelona.

easyjet snupper Madrid
Det krakkede Spanairs seks ugentlige afgange til Madrid er også i færd med at blive erstattet – ikke af Vueling, men af Easyjet, der snart er klar med fem ugentlige afgange fra København til den spanske hovedstad.

easyJet flyver allerede fra København til London Gatwick, London Stansted, Manchester, Berlin, Paris Charles de Gaulle, Basel-Mulhouse-Freiburg, Geneve, Milano Malpensa, Lissabon og fra maj til Madrid.