Slovenske Adria vælger CPH som porten til Norden

Balkan kommer tættere på Danmark, når Sloveniens nationale flyselskab Adria snart gør Københavns Lufthavn til selskabets nordiske hub med seks ugentlige afgange fra Ljubljana. 

21.02.2012

Adrias beslutning om at gøre Københavns Lufthavn til selskabets port til Nordeuropa er endnu en styrkelse af CPH som trafikknudepunkt. Sloveniens nationale flyselskab følger efter finske Blue1 og Estonian Air, der her i 2012 også har valgt at satse på København.

”Det er utrolig vigtigt for Københavns Lufthavn, at vi får flest mulige feeder-ruter med passagerer der rejser via CPH. Det fastholder og styrker vores position som Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt,” siger Salgs- og marketingdirektør Carsten Nørland.

Tredobler trafikken
Adria vil i løbet af sommeren tredoble trafikken og flyve fra den slovenske hovedstad Ljubjana seks gange ugentligt med en 88-sæders CRJ-900. Som en del af Star Alliance bliver det nemt for Adrias passagerer at connecte videre fra København til andre nordiske destinationer.

”Vi har valgt at satse på Københavns Lufthavn som porten til Nordeuropa i stedet for selv at flyve til Stockholm eller Oslo fra Ljubljana,” siger Luka Rojsek, Head of Network Planning.

Afgangene fra København er også tilpasset forretningsrejsende med morgenflyvninger til Ljubljana, hvorfra man også let kan rejse videre til Balkan-destinationer som Beograd, Skopje, Pristina, Tirana og Podgorica.