18.09.2017

Norwegian tilbyder hurtigere vej gennem security

Nu har også Norwegian har meldt sig i rækken af flyselskaber, der vil tilbyde deres premium-kunder at komme endnu hurtigere gennem security med CPH Express.  

Flyselskaberne i Københavns Lufthavn har længe ønsket at kunne tilbyde deres passagerer muligheden for at komme hurtigere gennem security og ud til flyet.

Derfor lancerede Københavns Lufthavn i begyndelsen af januar CPH Express – to ekstra hurtige spor gennem sikkerhedskontrollen.
 
Foreløbig ni flyselskaber har besluttet, at tilbyde deres business- og premium-kunder den ekstra service.

”VI har lyttet til flyselskaberne, der ønsker at give deres premium-kunder en hurtig vej gennem security. Som internationalt trafikknudepunkt er det utrolig vigtigt, at Københavns Lufthavn også kan tilbyde flyselskaberne og passagerne ekstra services som CPH Express,” siger salgsdirektør Carsten Nørland.

Tilbud til Fullflex-rejsende
Det er ikke kun de traditionelle netværksselskaber, der har god gavn af at benytte CPH Express. Senest har Norwegians besluttet at tilbyde deres premium-kunder samme service.

”CPH Express er endnu en forbedret service som Norwegian tilbyder vores kunder, der rejser med Fullflex-billetter. Tid er et af de allervigtigste parametre for forretningsrejsende. Med en Fullflex-billet og direct to gate kan de nu spare tid i lufthavnen inden flyets afgang,” siger Norwegians danske markedschef, Johan Bisgaard Larsen.

Proceduren og prisen for at bruge CPH Express er aftalt mellem Trafikstyrelsen, flyselskaberne, CPH og den internationale brancheorganisation IATA.

Flyselskaber der tilbyder CPH Express:
Emirates, Air France, KLM, British Airways, Qatar Airways, Thai Airways, TAP, Turkish Airlines og Norwegian.