Cimber Sterling satser på Skandinavien

Som et led i selskabets nye strategi påbegynder Cimber Sterling den 10. april flyvninger mellem København og Stockholms city-lufthavn Bromma. Ruten, som allerede beflyves af britiske Flybe, skal effektivt forbinde Cimber Sterlings hjemmemarkeder.  

06.02.2012

Der bliver i første omgang tale om tre daglige afgange mellem de to skandinaviske hovedstæder, når Cimber Sterling i april 2012 åbner rute mellem København og Stockholm Bromma. Lufthavnen er beliggende blot ni kilometer fra Stockholms centrum, og Cimber Sterling vil fremover satse massivt på ruten, som effektivt binder selskabets hjemmemarkeder sammen.

”Der er rigtig mange rejsende på ruten mellem Stockholm og København dagligt – og ruten er en vigtig brik i Cimber Sterlings strategi. Vi starter med tre daglige, men øger til fem og udelukker ikke, at ruten kan bære flere frekvenser på sigt. Danmark og Sverige er vores hjemmemarked – så selvfølgelig skal vi stå stærkt mellem de to hovedstæder,” siger Cimber Sterlings administrerende direktør, Jan Palmér.

Konkurrencen skærpes
Cimber Sterlings nye rute skærper konkurrencen i Skandinavien betydeligt. Flybe beflyver i forvejen ruten med 18 ugentlige afgange, og når Cimber Sterling i september skruer op til fem daglige afgange, vil der således næsten være tale om en tredobling i antallet af frekvenser på København-Bromma. Derudover flyver både Norwegian og SAS mellem København og Stockholm Arlanda. Københavns Lufthavne A/S vurderer, at den samlede trafik mellem København og Stockholm vil stige med 6,5 procent i 2012.

”Ruten mellem København og Stockholm er i forvejen Københavns Lufthavns næstestørste, kun overgået af London. Øget konkurrence kan være med til at sikre yderligere vækst på ruten, samtidig med at den understøtter og styrker CPH’s position som et vigtigt nordeuropæisk knudepunkt, der effektivt kan bringe de rejsende videre ud i verden,” siger Carsten Nørland, salg- og markedsdirektør i Københavns Lufthavne.

Schedule CPH-BMA
 
10. april – 3. september 2012:

Fra CPH:
Mandag til fredag: kl. 7.35, kl. 14.10 og kl. 19.00
Lørdag: kl. 7.30
Søndag: kl. 11.15

Fra BMA:
Mandag til fredag: kl. 9.30, kl. 16.55 og kl. 21.00
Lørdag: kl. 9.25
Søndag: kl. 13.15

Fra 3. september 2012:

Fra CPH:
Mandag til fredag: kl. 7.35, kl. 9.30, kl. 14.10, kl. 16.25 og kl. 19.00
Lørdag: kl. 7.30
Søndag: kl. 11.15 og kl. 18.00

Fra BMA:
Mandag til fredag: kl. 9.30, kl. 11.25, kl. 16.55, kl. 18.25 og kl. 21.00
Lørdag: kl. 9.25
Søndag: kl. 13.15 og kl. 20.00