18.09.2017

Vueling åbner to nye ruter ud af København

Det spanske flyselskab åbner i marts og juni 2013 to nye ruter ud af København til henholdsvis Firenze og Alicante. Dermed kommer selskabet op på fire ruter ud af Københavns Lufthavn.  

Det er mindre end ét år siden, at spanske Vueling åbnede sine første to ruter ud af Københavns Lufthavn. Næste år fordobler Vueling antallet af ruter, når selskabets ruter til Barcelona og Malaga bliver suppleret af to nye sydeuropæiske destinationer; Firenze og Alicante.

”De skandinaviske rejsende har på kort tid taget Vueling til sig, når rejsen går til nogle af de mest attraktive spanske destinationer. Derfor er det godt at se, at de nu føjer to nye destinationer til det københavnske rutekort, så de rejsende får flere valgmuligheder til flere lande,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavn.

Vueling åbner sin rute til Firenze i Italien 23. marts 2013 samtidig med, at det spanske flyselskab åbner en base i den toscanske lufthavn. Ruten bliver fløjet fire gange om ugen, tirsdage, torsdage samt i weekenden, med en Airbus A319 med plads til 150 passagerer.

18. juni 2013 åbner Vueling ruten til Alicante i Sydspanien. Ruten bliver fløjet tre gange om ugen, tirsdage, torsdage og søndage, med en Airbus A320 med plads til 180 passagerer.