18.09.2017

Northern Aerotech flytter til Københavns Lufthavn

Det hurtigt voksende selskab Northern Aerotech, der tilbyder vedligeholdelse af fly, vil være tættere på kunderne. Derfor flyttes domicilet til Københavns Lufthavn.  

Flyselskaberne får nu endnu bedre mulighed for at få vedligeholdt deres fly i Københavns Lufthavn. Northern Aerotech flytter værksted og domicil til Københavns Lufthavn.

Den beslutning er der flere gode grunde til, fortæller direktør Morten Schalls Jørgensen:

”Dels har virksomheden vokseværk med en vækst i år på mere end 100 procent. Dels har vores kunder ønsket, at vi er mere synlige i Københavns Lufthavn,” siger Morten Schalls Jørgensen.

Danske Northern Aerotech er på blot et år vokset til at have 11 stationer/værksteder i København, Billund, Prag, Brno, Reykjavik, Riga, Tallinn, Vilnius, Lilles, Nyköbing og snart Bangkok. Antallet af medarbejdere er 43 – heraf 37 flymekanikere, der kan alt fra at skifte motor og hjul til at ordne computerne i cockpittet og skifte betræk på flysæderne.

Som et Falck-abonnement
”De fleste af vores kunder tegner det, der svarer til et Falck-abonnement, så vi skal altid være klar til både de små og de større opgaver. Vores medarbejdere er mobile, så hvis vi har en ekstra stor opgave her i Københavns lufthavn, kan vi meget hurtigt få ekstra folk hertil,” fortæller Morten Schalls Jørgensen.

Northern Aerotechs ekspertise er, at vedligeholde, efterse og reparere fly i drift – det vil sige maskiner, der under opholdet i Københavns lufthavn får et teknisk problem eller på forhånd bestiller et eftersyn eller en reparation – det der er i luftfartsjargonen kaldes Line Maintenance.

En god forretning i CPH
Foreløbig tæller kundelisten selskaber som Estonian Air, Fly NIKI, KLM Cityhopper, WOW air og Blue 1.

”Men vi satser sandelig på at udvide kundekredsen i det kommende år,” lyder det fra Morten Schalls Jørgensen.

Og det er en god ambition, mener Københavns Lufthavns Salgs- og markedschef, Carsten Nørland.

”At fastholde og udbygge Københavns position som nordeuropæiske trafikknudepunkt handler ikke blot om at kunne tiltrække flyselskaber og passagerer. At styrke lufthavnen handler også om at skabe plads og mulighed for at en lang række virksomheder kan have en god forretning her og som f.eks. Northern Aerotech at kunne tilbyde flyselskaberne effektiv service og vedligehold,” siger Carsten Nørland.

I dag huser Københavns Lufthavn mere end 500 virksomheder, der beskæftiger omkring 23.000 medarbejdere.