18.09.2017

easyJet åbner rute til Rom

easyJet fortsætter udvidelsen af sit rutenetværk til europæiske storbyer fra København og tilbyder fra april 2013 danskerne daglige flyvninger til Rom.  

Rom er en populær destination for både forretningsrejsende såvel som turister. Med  daglige flyvninger er den nye rute oplagt for forretningsrejsende. Desuden er storbyferien en yndet rejseform hos danskerne, og markedet har været i stigning de seneste år. Her er storbyfavoritten Rom ingen undtagelse.

”Den nye rute til Rom understreger easyJets position, hvad angår flyruter fra København til Europas storbyer. De seneste år har easyJet oplevet en støt fremgang i væksten og en solid opbakning fra passagererne. I november havde easyJet således transporteret 1 mio. passagerer fra København til destinationer i Europa siden årets start,” siger William Vet, easyJets Commercial Manager for Danmark.

Både turister og erhvervsrejsende
Åbningen af nye ruter øger desuden trafikken til Københavns Lufthavn.

”Med ruten til Rom har easyJet et rigtig veludbygget rutenetværk ud af København til mange europæiske metropoler. Det betyder, at easyJet dermed både kan få fat i de forretningsrejsende og i de fritidsrejsende, og ikke mindst ruten til Rom vil helt sikkert tiltale danskere og sydsvenskere med lyst til en storbyweekend,” siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør, Københavns Lufthavne.

Daglig forbindelse
Det første fly fra København til Rom går i luften den 8. april 2013, og ruten har syv ugentlige afgange.

Flyet afgår fra Rom kl. 10:30 og lander 13:10 i København. Afgang retur mod Rom kl. 13:40 med ankomst i den italienske hovedstad kl. 16:15.