18.09.2017

EgyptAir udvider i København

Star Alliance-selskabet EgyptAir udvider fra vinterprogrammet med en ekstra ugentlig frekvens på ruten mellem København og Kairo. Udvidelsen tilgodeser både erhvervsrejsende og turister, idet Egypten er stærkt på vej tilbage som turismedestination efter vinterens uroligheder. 

EgyptAir har trods vinterens uro i Egypten og andre dele af Mellemøsten haft så stor succes med sin rute mellem København og Kairo, at selskabet fra overgangen til vinterprogrammet 30. oktober øger sin kapacitet ud af København med 25 procent ved at tilføje én ekstra ugentlig frekvens.

”Den nye afgang kommer til at ligge om mandagen, hvilket er en styrkelse af EgyptAir’s tilbud til de erhvervsrejsende ud af København,” siger Københavns Lufthavns ruteudviklingschef Ole Wieth Christensen og fortsætter: ”EgyptAir har gode forbindelser fra Kairo til resten af Afrika og Mellemøsten, og dermed styrkes forbindelsen mellem Skandinavien og store dele af Afrika betydeligt.”

Mange transferpassagerer
EgyptAir har et code-share samarbejde med SAS på Oslo, Stockholm og Gøteborg med en betydelig andel transferpassagerer til følge, og derfor er det ikke alene danskere, men passagerer fra store dele af Skandinavien, der får gavn af ruteudvidelsen. Dermed styrkes Københavns Lufthavns position som nordeuropæisk trafikknudepunkt yderligere.

Fra 30. oktober flyver EgyptAir mellem København og Kairo mandag, onsdag, fredag, lørdag og søndag.