18.09.2017

CPH: Juli gav passagerrekord

Juli blev med 2.283.586 passagerer den travleste måned i Københavns Lufthavns historie. Passagertallet lå 3,0 procent over juli sidste år, og år til dato er passagertallet steget med 8,0 procent. 

Københavns Lufthavn havde ca. 66.000 flere passagerer end i juli sidste år – svarende til en stigning på 3,0 procent. Dermed indskrev juli sig som den travleste måned nogensinde i lufthavnens 86-årige historie.

”Den våde danske sommer har helt sikkert været med til at drive passagertallet i vejret,” siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavn, og fortsætter: ”Både den internationale rutetrafik og chartertrafikken er steget, mens indenrigstrafikken vanen tro står ret stille i sommerperioden. Det understreger meget godt, at danskerne på det nærmeste er flygtet ned i varmen.”

Antallet af internationale passagerer steg med 4,2 procent, chartertrafikken med 9,0 procent, mens både indenrigstrafikken og antallet af transferpassagerer faldt med 9,3 procent. I alt har næsten 13,1 mio. passagerer benyttet Københavns Lufthavn i årets første syv måneder, hvilket svarer til en vækst på 8,0 procent.
London er fortsat den største destination fulgt af Oslo, mens Stockholm i denne måned må se sig henvist til 5. pladsen efter Paris og Amsterdam.