18.09.2017

Flere delikatesser i lufthavnen

Delikatessebutikken Fine Food udvider med endnu en butik i Københavns Lufthavn. Denne gang i Terminal 3, hvorfra flyene til destinationer uden for Europa afgår.  

Gennem fire år har den internationale delikatessebutik Fine Food haft stor succes med at tilbyde passagererne i Københavns Lufthavn alt fra dansk ost og spanske pølser til øl fra Belgien og vin fra New Zealand.

Nu er Fine Food butikken i Terminal 2 blevet suppleret med endnu en Fine Food i Terminal 3. Den nye butik henvender sig blandt andet til de mange internationale passagerer på flyruterne til og fra Asien, USA, Canada og Mellemøsten, som afgår fra Terminal 3.

Mange asiatiske kunder
”Vi præsenterer en af Danmarks flotteste fødevarebutikker. Ligesom den anden Fine Food butik i lufthavnen vil den nye tilbyde et bredt udvalg af kvalitetsvarer. Sortimentet vil i høj grad være sammensat ud fra hensyn til de mange asiatiske kunder, som efterspørger danske og nordiske specialiteter til at tage med hjem,” siger Søren Møller, Operations Manager i World of Delights, der står bag Fine Food butikkerne.

Den nye butik tilbyder en lang række delikatesser inden for fisk (ikke mindst et bredt sortiment af sild), kødprodukter, kager, kaffe, the, olier, øl, vin, slik, snacks mv.

Åbningstider for Fine Food i Terminal 3:
Mandag-onsdag kl. 7-21
Torsdag, fredag og søndag kl. 6-22
Lørdag kl. 7-20