Farverige elefanter i lufthavnen

103 unikke kunstelefanter indtager denne sommer Københavns byrum til støtte for de truede asiatiske elefanter. Samtidig åbner en Elephant Parade butik i Københavns Lufthavn med miniatureudgaver af kunstelefanterne, som passagererne kan købe og dermed være med til at støtte elefanternes bevarelse.  

06.06.2011

København er fra 1. juni 2011 vært for den internationale kunstevent Elephant Parade. Københavns Lufthavn følger trop med en ny Elephant Parade gavebutik, hvor 10 procent af indtægterne ved salget går til at sikre asiatiske elefanters overlevelse.

Elephant Parade har siden 2007 stået bag udendørs kunstudstillinger med farverige babyelefanter i naturlig størrelse i London, Amsterdam og andre byer. En del af de økonomiske midler, der indsamles via de opsigtsvækkende events går til at støtte den truede asiatiske elefant samt til andre velgørende formål.

Kendte danske kunstnere har udsmykket elefanter
Omdrejningspunktet for Elephant Parade i København er 103 elefanter, der er udsmykket af kendte danske og internationale kunstnere, heriblandt Bjørn Nørgaard, Erik Clausen, Kristian Von Hornsleth, Leif Sylvester, Marco Evaristti samt prins Henrik.

Elefanterne kan opleves i parker og på gader og stræder i København og på Frederiksberg frem til 25. august og derefter på en fælles udstilling frem til 8. september. Herefter bliver elefanterne bortauktioneret ved en gallaevent 9. september, mens værtskabet for Elephant Parade går videre til Milano og Singapore.

I den nye Elephant Parade butik i Terminal 2 i Københavns Lufthavns kan man blandt andet købe miniatureudgaver af de kunstelefanter, der udstilles i København.

 FAKTA:
  • Indenfor de sidste 100 år er antallet af asiatiske elefanter faldet med 90 procent. I dag er der mindre end 35.000 asiatiske elefanter tilbage i hele Asien.

  • De økonomiske midler, der indsamles via Elephant Parade, går til at støtte elefanterne via den uafhængige NGO The Asian Elephant Foundation, der er engageret i mange forskellige projekter i Asien.

  • I de seneste tre år har Elephant Parade doneret over 30 mio. kr. til de asiatiske elefanter og andre velgørende formål.