18.09.2017

Lagkagehuset åbner i Københavns Lufthavn

Der dufter af kanel og nybagt brød på Nytorv i Københavns Lufthavn. Lagkagehuset er netop åbnet i lufthavnen og derved får det velkendte, danske bagerkoncept en mere international profil. 

Danske og internationale passagerer kigger nysgerrigt inden for i Lagkagehuset, der er i gang med dagens produktion af friskbagt brød og kager af høj kvalitet.

Lagkagehuset er baseret på en idé og ambition om at levere den bedste smagsoplevelse, friskt og holdbart brød, og ønsker med baggrund i stolte, danske bagertraditioner at skabe en international kæde af kvalitetsbagerier. Med en filial i Københavns Lufthavn har bagerforretningen taget et skridt mod en mere international profil.

Målrettet de rejsendes behov
Som noget nyt har Lagkagehuset tilføjet varme retter til menukortet og vil gøre endnu mere ud af det kapitel fremover.

”Vores sortiment er grundlæggende det samme som i de øvrige 10 filialer, men vi har særligt fokuseret på de rejsendes behov i lufthavnen. Vores åbningstider er længere end de traditionelle åbningstider. Derfor er der et øget behov for varme måltider især om aftenen,” siger Kristian Madsen, adm. direktør for Lagkagehuset.

Til en begyndelse er der tilføjet en chili con carne til menukortet – men i en ny forklædning. Retten er nemlig indbagt i et helt særligt brød. Kvalitetsbageren har desuden salater, sandwiches, foccacia og pizza’er på kortet.

I ro og mag eller to-go
Lagkagehuset er indretningsmæssigt bygget op, så den henvender sig både til de forretningsrejsende og til dem, der har ekstra tid tilovers inden flyafgang. 

”Lagkagehuset i lufthavnen har cirka 60 siddepladser, så der er rig mulighed for at nyde en kop kaffe kaffe eller et rundstykke i de flotte omgivelser. Men samtidig kan man få en hurtigt sandwich ved den mindre to-go enhed i butikkens front, som er formet som et stykke lagkage,” fortæller Kristian Madsen.   

Et mere varieret produktudbud
”Med Lagkagehuset præsenterer Københavns Lufthavn et af Danmarks bedste varemærker inden for brød og kager. Fremover vil passagererne have rig mulighed for at få kvalitetsbrød og kager til en fornuftig pris. Det er et vigtigt skridt i vores strategi om et mere varieret produktudbud,” siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavne A/S. 

Lagkagehusets åbningstider:
Søndag - fredag 05.00 - 21.00, Lørdag 05.00 - 20.00.