18.09.2017

CPH reducerer partikelforurening

Københavns Lufthavn iværksætter som den første europæiske lufthavn en række tiltag, der skal forbedre luftkvaliteten – og dermed arbejdsmiljøet – for de medarbejdere, der arbejder blandt flyene. Nye målinger viser høj koncentration af ultrafine partikler fra flyene, og mens der stadig forskes i de sundhedsmæssige påvirkninger, tager Københavns Lufthavn og en række samarbejdspartnere nu nye skridt for at nedbringe forureningen.  

Københavns Lufthavn har gennem de seneste måneder kortlagt forekomsten af ultrafine partikler på forpladserne, hvor flyene holder parkeret. De seneste målinger og analyser viser, at den gennemsnitlige koncentration af ultrafine partikler er højere i lufthavnen end på HC Andersens Boulevard i København, og at de ultrafine partikler i lufthavnen primært stammer fra flymotorer, og kun i mindre grad fra de dieseldrevne køretøjer, der anvendes ved handling af flyene.

Reduktion af udledning
”De seneste målinger har gjort os meget klogere både med hensyn til omfanget og kilden til forureningen, og konklusionen er klar. Derfor sætter vi nu mere målrettet ind på at reducere antallet af partikler, den enkelte medarbejder udsættes for,” siger driftsdirektør Michael Løve, Københavns Lufthavn og tilføjer:

”Ingen vil sige noget håndfast om de ultrafine partiklers sundhedsmæssige påvirkninger, hvilket bl.a. er årsagen til, at der endnu ikke findes nogen internationale grænseværdier på området. Forskningen i sundhedsvirkningen kan tage flere år, og vi vil ikke sidde med hænderne i skødet imens, så derfor handler vi nu.”

En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Københavns Lufthavn, handlingselskaberne Novia og SGH, flyvekontroltjenesten Naviair og fagforbundet 3F Kastrup har derfor i dag diskuteret, prioriteret og iværksat en række initiativer til nedbringelse af partikelforureningen i lufthavnen.

”Det er i det forum, at vi nu har diskuteret en række tiltag, der skal nedbringe antallet af ultrafine partikler som medarbejdere i lufthavnen udsættes for og forbedre arbejdsmiljøet. Nogle kan implementeres med det samme, andre kræver et stort forarbejde. Nogle har stor effekt, andre knap så stor. Fælles for dem alle er dog, at der ingen enkle løsninger findes på problemet,” siger Michael Løve.

Mange forskellige tiltag
Arbejdsgruppen har diskuteret og vurderet 15-20 forskellige tiltag, der alle har til formål at reducere mængden af ultrafine partikler, som medarbejderne udsættes for, bl.a. muligheden for ændret adfærd hos medarbejderne, flytning af opstart af flymotorerne væk fra forpladserne, kørsel på én motor fra landingsbane til standplads, fortsat implementering af såkaldt ”grønt grej” samt reduktion af svovl i jet fuel.

”Vores undersøgelser indikerer, at der er en sammenhæng mellem svovlindholdet i jet brændstof og mængden af ultrafine partikler. Vi kan ikke som lufthavn egenhændigt reducere svovlindholdet i fuel, men vi vil lægge pres på, at man fra politisk hold og i brancheregi arbejder for at få undersøgt betydningen af det høje svovlindhold. Når det kan lade sig gøre at reducere svovlindholdet i diesel – med reduktion i mængden af ultrafine partikler til følge – skal det undersøges, om noget lignende kan lade sig gøre med jet fuel,” siger Michael Løve og fortsætter: 

”Hvis flyene kan køre på én motor fra landingsbanen, vil vi også kunne reducere partikeludledningen, og derfor vil vi nu sammen med flyselskaberne vurdere, hvor hurtigt vi kan få sat det initiativ i værk. Situationen kræver, at vi handler – og at vi handler nu.”

FAKTA

Arbejdet med luftkvalitet på forpladserne blev igangsat i 2007 på baggrund af en italiensk analyse, der indikerede, at personale, der arbejder i umiddelbar nærhed af fly, udsættes for en særlig sundhedsrisiko fra luftforureningen. En undersøgelse foretaget for CPH af EUROFINS Miljø A/S i august 2007 viste, at luftforureningen fra de gængse luftforureningsstoffer lå væsentligt under arbejdsmiljølovgivningens grænseværdier.

Rapporten viste imidlertid også, at den væsentligste luftforurening på forpladserne stammede fra ultrafine partikler fra dieselkøretøjer, der har ærinde omkring flyene, mens de klargøres til næste flyvning. Det drejer sig bl.a. om grej til lastning og lodsning af bagage og madvarer, brændstofpåfyldning, rengøring, tømning af toiletter og affaldshåndtering.

På baggrund af rapporten etablerede CPH i 2007 ”Styregruppen Luftkvalitet Apron”, som foruden CPH’s repræsentanter bestod af repræsentanter for handlingselskaberne og en række andre virksomheder i lufthavnen. Arbejdet i styregruppen er desuden sket i tæt samarbejde med fagforbundet 3F (v. 3F Kastrup).


Styregruppen har iværksat initiativer på tværs af lufthavnens virksomheder med det formål at forbedre luftkvaliteten og dermed arbejdsmiljøet på forpladserne. (Se liste over initiativer nedenfor).

I sommeren 2009 iværksatte styregruppen en række målinger for at kortlægge luftforureningen i Københavns Lufthavn. Målingerne blev foretaget af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for CPH. I efteråret 2010 forelå en delrapport, der bekræftede, at luftforureningen i Københavns Lufthavn for så vidt angår de grove partikler ligger under de fastlagte grænseværdier samt under øvrige målepunkter i København. Målingerne viser imidlertid også en periodevis høj koncentration af de såkaldt ultrafine partikler.

Henover vinteren 2010/11 har DMU og CPH fortsat målingerne fra flere faste målepositioner i lufthavnen suppleret med personmålinger for at kortlægge det niveau den enkelte medarbejder udsættes for. Disse målinger bekræfter, at mængden af ultrafine partikler ligger over gennemsnittet for andre målepunkter i København, samt at flyenes jetmotorer er hovedkilden til forureningen. På baggrund af denne nye viden, iværksætter en arbejdsgruppe bestående af CPH, Novia, SGH, Naviair og 3F Kastrup nu en række tiltag, der skal begrænse udledningen af ultrafine partikler fra såvel jetmotorer som dieselkøretøjer på forpladserne.

Tidligere initiativer iværksat af styregruppen:

  • Sluk motoren kampagne: Adfærdsregulering ved færden på og omkring forpladserne med fokus på overholdelse af tomgangsreglerne med det formål at begrænse luftforureningen fra de forskellige køretøjer (primært dieseldrevne), som arbejder omkring flyene. Kampagnen har kørt tre gange på tre år.

  • Sluk motoren, taxachauffør: Sluk motoren kampagnen blev i forsommeren 2009 udvidet med en kampagne målrettet taxachaufførerne i Københavns Lufthavn.

  • Registrering og mærkning af miljøvenligt grej ’grønt grej’: Første opgørelse i 2007 viste, at 47,2 procent af lufthavnens grej samlet set kunne kategoriseres som grønt grej. Pr. 1. august 2008 var andelen steget til 57 procent, og i efteråret 2009 var andelen oppe på 60,1 %. Grønt grej aftalen er tilsluttet af SGH (SAS Ground handling), Novia, BKL og CPH. Parterne forpligter sig til, at andelen af grønt grej pr. 1. oktober 2012 skal udgøre 65 %.

  • APU kampagne: På trods af, at Københavns Lufthavn allerede havde nogle af de mest restriktive regler for brugen af APU (flyenes hjælpemotorer) gennemførte Styregruppen i efteråret 2008 en kampagne målrettet flyselskaberne, specifikt piloterne, som skulle minde om reglerne og ændre det faktum, at reglerne for brug af APU ved standpladser med faste installationer i nordområdet ifølge en række stikprøvekontroller blev overtrådt i 13 procent af tilfældene. Kampagnen blev gentaget i 2009 og kører fortsat.