Flyv med flere fordele

Københavns Lufthavn åbner i dag for tilmeldinger til fordelsprogrammet ’CPH Advantage’. Bonuspoint på online taxfree-shopping, parkeringstilbud og gratis Wi-Fi er nogle af de mange medlemsfordele, der fremover skal gøre rejseoplevelsen endnu bedre. 

30.11.2011

Der er masser af medlemstilbud, rabatter, oplevelser og nyheder til passagererne, når Københavns Lufthavn i dag lancerer fordelsprogrammet CPH Advantage under sloganet ”If you want more”.

”CPH Advantage samler alle fordelene i én pakke, så vi kan hjælpe vores passagerer med at få et overblik og gøre gode rejseoplevelser endnu bedre,” siger Carsten Nørland, salg- og markedsdirektør i Københavns Lufthavne.

”Programmet skræddersyr lufthavnens kommunikation til medlemmerne, så de får præcis de nyheder og tilbud, der matcher deres behov og præferencer. Med CPH Advantage kan vi lære vores passagerer endnu bedre at kende og styrke kvaliteten i den service, vi møder dem med.”

Gratis Wi-Fi på farten
For medlemmer af CPH Advantage er der gratis adgang til Wi-Fi overalt i lufthavnen, så passagererne kan tage deres digitale liv med sig på farten og tjekke mails, bruge sociale medier og surfe på nettet.

”Gratis Wi-Fi er et naturligt næste skridt i udbygningen af vores servicetilbud – ikke mindst fordi en stor del af lufthavnens rejseinformation er forankret på digitale platforme. Og fra vores tilfredshedsundersøgelser ved vi, at gratis Wi-Fi er én af de ting, passagererne ønsker sig allermest,” siger Carsten Nørland.

Flere fordele følger
CPH Advantage er for alle passagerer over 18 år, og det er gratis at være medlem. Med medlemskortet kan der optjenes bonuspoint, når man shopper på www.tax-free.dk og booker parkering eller plads i CPH’s lounge, CPH Apartment, via hjemmesiden.

Samtidig kan medlemmerne lade sig forkæle med medlemstilbud, rabatter og opgraderinger i shopping-centrets butikker og restauranter samt hos en stribe eksterne partnere, som er leveringsdygtige i alt fra billeje til spabehandlinger.

”CPH Advantage er et dynamisk program, og der vil hele tiden komme nye fordele og nye partnerskaber til,” siger Carsten Nørland og fortsætter: ”Udviklingen af programmet har taget godt et år, og vores arbejde stopper langt fra her. Vi vil være den gode vært, som lytter til passagererne, forstår deres behov og udvikler nye produkter og services, som imødekommer dem – det kræver en vedvarende indsats og en stor portion opmærksomhed,” siger Carsten Nørland.

Læs mere om CPH Advantage på www.cph.dk/advantage.

Fakta om CPH Advantage

CPH Advantage er et fordelsprogram for alle passagerer over 18 år. Det er koster ikke noget at være medlem og få adgang til programmets mange fordele som fx gratis Wi-Fi, medlemstilbud, rabatter, ’upgrades’, bonuspoint, oplevelser og nyheder.
 

Tre medlemsniveauer
Programmet består af tre medlemsniveauer: Advantage Basic, Advantage Plus og Advantage Premium. Man starter på Advantage Basic og kvalificerer sig automatisk til næste niveau gennem køb og optjening af bonuspoint. Jo højere et medlemsniveau man er på, des mere rabat – og flere bonuspoint – opnår man.

Fordele med CPH Advantage

  • Gratis Wi-Fi: Kom gratis på nettet overalt i Københavns Lufthavn
  • Tax-free online: Shop på www.tax-free.dk og få gode tilbud og optjen bonuspoint. Pointene kan bruges til nye køb
  • CPH Parkering: Få særlige tilbud og optjen bonuspoint på online reservationer
  • CPH-loungen ’CPH Apartment’: Få særlige tilbud og optjen bonuspoint på online reservationer
  • Opgraderinger, relevante tilbud og nyheder:
    Få flere særlige fordele i Københavns Lufthavn og hos vores samarbejdspartnere i og uden for lufthavnen

Eksterne partnere
CPH Advantage har indgået eksterne partnerskaber med blandt andre Hilton, Nimat, Avis, Sixt, Budget, Hertz, Europcar, Wonderful Copenhagen, Fred Butler Rens og Photobox. Programmet er dynamisk, og der kommer hele tiden nye fordele og nye partnerskaber til.

Tilmelding
Passagererne kan tilmelde sig CPH Advantage på tre forskellige måder:

  • På mobilen via CPH App til iPhone, Android og Nokia
  • Online via tilmeldingen på medlemssiden: cph.dk/advantage 
  • Fysisk tilmelding i lufthavnen i forbindelse med kampagner.