18.09.2017

Rockkoncert i Københavns Lufthavns bagageudlevering

På Spil Dansk Dagen den 27. oktober vil det anmelderroste band Moreish forvandle ventetiden i lufthavnens bagageudlevering til en uventet velkomstkoncert. 

Moreish blev for alvor bemærket, da bandet i juni blev valgt til at spille support for verdensnavnet Bon Jovi på Horsens Casa Arena foran mere end 20.000 publikummer.

Nu kaster bandet sig ud i en ny, stor udfordring, når gearet stilles op i Københavns Lufthavns bagageudlevering, fortæller bandets forsanger Steffen Trannerup

”Det bliver en helt ny situation for os. Publikummet er der ikke for musikken – de skal blot hente deres kufferter på vej hjem fra rejse eller som turister på vej til Danmark.
 
Vi glæder os vildt meget til at give dem en god overraskelse og en fed musikoplevelse med på vejen. Det er stort, at Københavns Lufthavn var helt med på ideen og gør det muligt for den at blive til virkelighed.” siger Steffen Trannerup

Passagerer der ankommer til Københavns Lufthavn den 27. oktober om formiddagen kan se frem til en ualmindelig underholdende ventetid ved bagagebåndene, når det danske band Moreish giver koncert i lufthavnens ankomsthal i anledning af Spil Dansk Dagen.

For Københavns Lufthavnes passagerchef Marie-Louise Lotz var der da heller ikke meget tvivl om, at det skulle lykkes at holde koncerten på Spil Dansk Dagen.
 
"De cirka ti minutter, som den gennemsnitlige passager venter på sin bagage, er nok for mange den kedeligste tid på rejsen. Så denne mulighed for at give passagererne en sjov oplevelse netop i bagageudleveringen, kunne vi ikke sige nej til. Og så ser vi det som en god måde at gøre opmærksom på de mange øvrige musikarrangementer rundt om i landet på Spil Dansk Dagen," siger Marie-Louise Lotz

Fakta om Moriesh

  • Københavnskband, der tæller fem medlemmer
  • Er klar med deres længede ventede debutalbum inden nytår.
  • Bon Jovis argument for at vælge Moreish som opvarmning var, at det er " rock, der udstråler spilleglæde og overskud"