MASH og Le Sommelier flytter ind i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn kan i 2012 byde velkommen til to populære københavnske kendinge, når MASH og Le Sommelier Bar & Bistro åbner i Terminal 2. SSP står bag samarbejdet, der er et led i lufthavnens strategi om at tilbyde passagererne det rette mix af internationale brands og solide danske navne. 

28.10.2011

Der står bøffer i særklasse og sublime franske bistroklassikere på menuen, når MASH og Le Sommelier Bar & Bistro slår dørene op i Københavns Lufthavns Terminal 2 i 2012. Det sker i samarbejde med food and beverage-virksomheden SSP, som Københavns Lufthavne netop har forlænget sit mangeårige samarbejde med.

”Strategien for vores food and beverage-tilbud er at skabe det helt rette mix af internationale navne og ‘local heroes’. Da SSP præsenterede to stærke københavnske brands, som længe har stået på vores ønskeliste, var vi ikke i tvivl. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med SSP og glæder os til at kunne tilbyde vores passagerer en bid af det bedste fra København fra 2012,” siger Carsten Nørland, VP Sales & Market i Københavns Lufthavne.

En prestigefuld location
Teamet bag Le Sommelier og MASH ser frem til at flytte ind i lufthavnen: ”Det har altid været en ambition for os at drive restaurant på en prestigefuld location som Københavns Lufthavn,” siger Francis Cardenau, stiftende partner i MASH og Le Sommelier.

"Placeringen i lufthavnen og samarbejdet med SSP vil uden tvivl hjælpe os til at styrke vores internationale profil og forhåbentlig skabe nye muligheder for at etablere os uden for landets grænser, måske også i andre lufthavne.”

Foruden MASH og Le Sommelier Bar & Bistro vil SSP også stå bag to nye delis, som åbner under navnet Food Market and More. Her vil SSP teame op med et hold af danske stjernekokke og udvikle en menu, som blandt andet vil omfatte supper, sandwiches, salater og kager ’to go’ samt et udvalg af pizza, burgere og andre varme retter.

”Det fortsatte samarbejde med Københavns Lufthavne vil konsolidere vores forretning på ét af vores nøglemarkeder. Skandinavien har altid været et vigtigt marked for os, og den nye kontrakt med Københavns Lufthavne giver os mulighed for at videreudvikle vores nuværende succes i regionen,” siger Henrik Andersen, som står i spidsen for SSP’s danske forretning.

Københavns Lufthavne har samarbejdet med SSP siden 1975. SSP er i dag Danmarks største food and beverage-virksomhed.


En bid af København på farten

Inspireret af de store steakhouses i New York tilbyder MASH (Modern American Steak House) en sofistikeret amerikansk madoplevelse med et uformelt dansk touch. MASH åbnede i hjertet af København for to år siden og fik hurtigt et ry som byens must-visit steakhouse. Restauranten har været fuldt booket hver aften siden åbningen. MASH serverer kvalitetsudskæringer som fx NY Strip, Ribeye and Porterhouse steaks, komplementeret af et spændende og omhyggeligt sammensat vinkort. 

Le Sommelier Bar & Bistro er et fyrtårn på Københavns kulinariske scene, og fra 2012 kan passagererne også opleve den moderne franske bistromad og -atmosfære i lufthavnen. Le Sommelier Bar & Bistro er både for rejsende, som har lyst til en hurtig øl og en snack i baren, og for dem med god tid til at nyde et autentisk kvalitetsmåltid i det mere afslappede lounge-område.