18.09.2017

CPH: Vækst i første halvår trods askesky

En stigning i antallet af passagerer på 5,7 procent gav Københavns Lufthavne (CPH) et stærkt første halvår for 2010. Væksten drives fortsat af en markant stigning i antallet af indenrigspassagerer samt flere transfer- og internationalt afgående passagerer. På baggrund af den store vækst i trafikken har CPH opjusteret sine forventninger til helårsresultatet. 

Den samlede vækst i antallet af passagerer på 5,7 procent i første halvår 2010 havde været højere, hvis ikke den islandske askesky havde lukket Københavns Lufthavn i cirka seks døgn i april. CPH iværksatte en række operationelle tiltag, der reducerede det finansielle tab, herunder flytning af nødvendigt vedligeholdsarbejde til dagtimerne, og lukning af store dele af lufthavnen for at spare på elektriciteten og reducere behovet for arbejdskraft. Korrigeret for askeskyen ville væksten have været på cirka 9,5 procent. Stigningen i antallet af passagerer betød at omsætningen steg med 12,5 procent. Resultatet før skat steg til DKK 480,6 mio.

”Den umiddelbare bedring i økonomien betyder, at passagererne er vendt hurtigere tilbage efter finanskrisen, end de fleste i branchen havde regnet med. Så på trods af at Københavns Lufthavn var lukket i næsten seks døgn i april på grund af askeskyen fra det islandske vulkanudbrud, kan vi alligevel notere kraftig vækst i første halvår. Branchens økonomiske udfordringer er dog langt fra overstået, og derfor har vi fortsat fokus på vores omkostninger,” siger Brian Petersen, adm. direktør, Københavns Lufthavne.

Nye interkontinentale ruter skaber vækst
Trafikvæksten er drevet af en yderligere styrkelse af lavprisselskabernes ruteudbud ud af København, samt en vækst på de interkontinentale ruter, hvilket bl.a. skyldes åbning af tre nye langdistanceruter fra København til henholdsvis Doha, New York JFK samt Toronto.

Omsætningen i shopping centret faldt, hvilket skyldtes genforhandling af en række kontrakter for specialbutikker i sidste kvartal i 2009 og midlertidig lukning af to restauranter. Dette var delvist modsvaret af en stigning i passagertallet og en stigning i forbrug per passager, som havde en positiv effekt på omsætningen fra butikkerne i shopping centret. Yderligere blev nye butikker introduceret som eksempelvis ”JOE & THE JUICE” på Nytorv, der er en del af udvikling mod en større differentiering af produkter og priser, som beskrevet i CPH’s årsrapport for 2009.

Parkeringsprodukterne blev relanceret den 28. april med nye priser, produktgrupper og en omfattende markedsføringskampagne. De første resultater af relancering af parkeringsprodukterne har været positive, specielt for langtids-parkanterne.

CPH refinansierer lån
Den 29. juni 2010 gik CPH igen ud på det amerikanske Private Placement marked (USPP) og udstedte obligationer svarende til DKK 1.7 mia. Der blev udstedt Senior Unsecured Notes i tre serier: USD 100 mio. med udløb i 2018, USD 147 mio. med udløb i 2020 og GBP 23 mio. med udløb i 2020. Provenuet blev anvendt til at indfri eksisterende bankgæld og annullere eksisterende banktilsagn med forfald i marts 2012.

“Dette har reduceret CPH’s refinansieringsrisiko og afhængighed af banklånemarkedet betydeligt, og disse nye gældsforpligtelser sikrer CPH en stabil og relativt langsigtet finansiering på tilfredsstillende vilkår og betingelser,” siger økonomidirektør Per Madsen, Københavns Lufthavne.

Fastholder højt investeringsniveau
CPH fastholder sit høje investeringsniveau. I slutningen af 2010 åbner CPH’s kommende lavprisfacilitet, der skal generere endnu mere lavpristrafik til Københavns Lufthavn, så passagererne kan få flere billige billetter til endnu flere destinationer, og så CPH kan styrke sin internationale konkurrenceposition.

Derudover er CPH ifølge den 5½-årige takstaftale, som CPH indgik med flyselskaberne i efteråret 2009, forpligtet til at investere mere end DKK 2,6 mia. i perioden 1. oktober 2009 – 30. marts 2015, heraf cirka DKK 500 mio. i 2010, i udbygning og forbedring af infrastrukturen.

CPH planlægger at sælge sin andel i ITA
I første halvår indgik CPH aftale om at sælge selskabets samlede kapitalandel på 49 procent i det mexicanske lufthavnsselskab Inversiones y Técnicas Aeroportuarias, S.A. de C.V. ("ITA") til CPH’s lokale mexicanske partner, Fernando Chico Pardo. De mexicanske konkurrencemyndigheder har godkendt aftalen, men gennemførelsen af salget er betinget af det mexicanske kommunikations- og transportministeriums godkendelse af købsaftalen. Indregningen af salget vil derfor først ske efter myndighedernes godkendelse som forventes givet i 3. kvartal 2010. Dette forventes at generere et resultat før skat på op til DKK 350 mio. baseret på valutakursen på balancedagen. 

Opjusterer forventningerne
Det samlede antal passagerer forventes at stige i overensstemmelse med det forventede trafikprogram for 2010 samt stigningen i første halvår 2010.

På baggrund af trafikvæksten og på trods af påvirkningen fra den islandske askesky justeres forventningerne til 2010. Resultat før skat forventes nu at være lidt højere end i 2009, når der korrigeres for særlige forhold. Den justerede forventning er baseret på en fortsat forbedring af verdensøkonomien.