18.09.2017

SAS øger på de interkontinentale ruter

SAS har succes på sine langdistanceruter, og selskabet indsætter derfor en ekstra maskine i drift. Satsningen styrker Københavns Lufthavns position som trafikknudepunkt. 

Fra vinterprogrammet 2010 sætter SAS en ekstra maskine ind på en række interkontinentale ruter til henholdsvis Nordamerika og Asien, hvilket betyder, at selskabet kan øge antallet af afgange på ruterne fra København til hhv. New York, Chicago, Bangkok og Dubai samt ruten fra Stockholm til New York. Konkret sætter SAS den ene af de to Airbus 340 med plads til 245 passagerer, som selskabet tog ud af drift i forbindelse med ”Core SAS”, tilbage i aktiv tjeneste.

”Vi kan se en øget efterspørgsel til både USA og Asien, og alene i maj steg passagertallet på de interkontinentale ruter med 10,9 procent. Det er i det lys, at vi nu har valgt at øge antallet af afgange på en række af vores interkontinentale ruter,” siger SAS’ danske vicekoncernchef John Dueholm.

SAS har fløjet med fyldte fly på de interkontinentale ruter i den seneste tid, og den ekstra kapacitet er med til at hæve kvaliteten på SAS’ interkontinentale produktudbud.

”I konkurrencen med de andre store netværksselskaber, er det vigtigt for SAS at kunne tilbyde sine kunder daglige afgange til de største interkontinentale destinationer. Derfor er det positivt, at selskabet øger antallet af interkontinentale afgange,” lyder vurderingen af udvidelsen fra Københavns Lufthavns salgsdirektør Carsten Nørland, der samtidig understreger, at flere interkontinentale afgange også styrker Københavns Lufthavns position som nordeuropæisk trafikknudepunkt.