18.09.2017

Kom godt af sted på sommerferie

Gratis badebolde til de sommerglade børn. Billig vand til at slukke tørsten. En VM-lounge til de fodboldinteresserede. Det er nogle af de mange initiativer, som Københavns Lufthavn har sat i værk forud for den travle sommersæson som et led i en sommerkampagne.  

”Hvis du rejser med et par børn og har bagage med, kan det være lidt hektisk at skulle gennem blandt andet check-in og sikkerhedskontrollen. Med sommerkampagnen har vi gjort vores bedste for at forberede passagererne på mødet med lufthavnen. Det vigtigste er, at både børn og voksne får en god oplevelse herude,” siger Iben Eiby-Johannesen, Brand Equity Director i Københavns Lufthavne A/S.

”Kom godt af sted” hedder sommerkampagnen, som sætter fokus på den gode rejseoplevelse. Kampagnen rulles ud over hele lufthavnen med forskellige budskaber og omfatter alt lige fra skiltning til gode sommertilbud og aktiviteter for børn og voksne. Kampagnen er den første store lufthavnskampagne, der kombinerer rejsetips til passagererne med kampagnetilbud i butikkerne og restauranterne.

Et kuponhæfte med gode sommertilbud
Som et led i sommerkampagnen er skiltningen blandt andet blevet bedre og mere iøjefaldende, så det bliver nemmere at finde vej gennem lufthavnen. Samtidig arbejder flere end 200 medarbejdere på at sikre, at lufthavnen er ren og pæn samtidig med, at der er hjælp at hente hos servicemedarbejderne, hvis man som rejsende har brug for rådgivning.  Desuden viser lufthavnens undersøgelser, at mange passagerer vil underholdes, mens de opholder sig i lufthavnen:

”Vi har mange nye, sjove initiativer i shoppingcentret for både børn og voksne. For at forkorte ventetiden for børnene deler lufthavnen badebolde og farveblyanter ud. I shoppingcentret har vi desuden en række sommertilbud i restauranterne og butikkerne. Du kan eksempelvis købe billig vand fra 10 kroner. Desuden garanterer vi, at du altid sparer minimum 20 procent på parfume og kosmetik i forhold til den vejledende udsalgspris. Vi har samlet en række af de bedste tilbud i et kuponhæfte, som man får udleveret i butikkerne. Og som noget nyt har vi i år etableret en VM-lounge for de fodboldinteresserede,” forklarer Iben Eiby-Johannesen.

Begynd rejsen hjemmefra på computeren
For mange begynder ferierejsen foran computeren hjemme i stuen eller på mobilen på vej ud til lufthavnen. Som rejsende kan du med fordel tjekke de gode rejsetips på cph.dk. Under ”Kom godt af sted – få ni gode rejsetips med” har lufthavnen samlet information om, hvordan du selv kan være med til at gøre turen gennem lufthavnen smidigere ved blandt andet at checke ind og printe boardingkortet hjemmefra.