18.09.2017

Cimber opruster på indenrigsruter

Det seneste halve år har budt på markant vækst på en række danske indenrigsruter, og det får nu Cimber Sterling til at opruste på en række danske destinationer. 

Med en stigning i passagertallet på 46 % i forhold til sidste år har Cimber Sterling nu besluttet at styrke fire ud af seks danske indenrigsruter. Det gælder Rønne, Karup, Århus og Sønderborg. De rejsende på de danske indenrigsruter kan nu se frem til flere frekvenser og dermed mere fleksibilitet.

”Vi har gennem den seneste tid set en markant stigning i passagerer, der rejser med fly indenrigs i Danmark. Jeg tror, at alle danskere uanset formål med rejsen har fået øjnene op for, hvor let, hurtigt og billigt det er at rejse med fly indenrigs i Danmark. Der er hård konkurrence om det danske marked, men vi har vundet markedsandele og har en italesat ambition om at være det førende flyselskab på dansk indenrigs. De nye frekvenser skal ses som et led i den strategi, men vi mener også, at vi har kundeunderlaget til at øge frekvenserne så kraftigt”, siger Jacob Krogsgaard, administrerende direktør i Cimber Sterling.

Populære indenrigsdestinationer
”Vi kan kun bifalde Cimber Sterlings beslutning om at putte ekstra frekvenser på fire af de danske indenrigsruter. Indtil i fjor udgjorde indenrigstrafikken ca. 10 procent af den samlede trafik ud af Københavns Lufthavn, og i dag er andelen steget til ca. 12 procent, så væksten er tydelig, og der må derfor være basis for flere daglige frekvenser til de mest populære indenrigsdestinationer,” siger salgsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavn.

Især de forretningsrejsende på de danske indenrigsruter efterspøger et fleksibelt produkt med mange daglige afgange.

”Indenrigsflyvning er vores kerneområde, og de nye frekvenser er en markant styrkelse af vores indenrigsprodukt. Vi er kontinuerligt i dialog med vores kunder, og vi ved, at hyppige frekvenser er en afgørende faktor for valg af flyselskab. Vi har en klar forventning om, at vores tiltag på det danske indenrigsnet vil blive taget rigtig godt imod af vores kunder.”, siger Krogsgaard.

København-Rønne: Antallet af daglige frekvenser går fra 7 til 10 om dagen.

København-Karup: Antallet af daglige afgange går fra 10 til 12. Her er tale om en styrkelse af middag og eftermiddag.

København-Århus: Antallet af daglige afgange går fra 4 til 6. Her er tale om en styrkelse af morgen og tidlig aften.

København-Sønderborg: Antallet af daglige afgange går fra 4 til 5. Den nye frekvens bliver en middagsrundtur, der har været meget ønsket af erhvervslivet.

Cimber Sterlings nye frekvenser bliver sat i fartplanen efter sommeren.