18.09.2017

Vulkansk aske lukker Københavns Lufthavn

Vulkanasken fra den islandske vulkan Eyjafjallajökuld breder sig ind over det danske luftrum, hvilket betyder, at Københavns Lufthavn af sikkerhedsmæssige årsager sidst på eftermiddagen indstiller al flytrafik til og fra København. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, hvor længe lufthavnen vil være lukket.  

Asken fra den islandske vulkan Eyjafjallajökuld, der er i udbrud, får konsekvenser for dansk flytrafik. I løbet af eftermiddagen vil flyvesikringstjenesten Naviair successivt lukke det danske luftrum begyndende i den vestlige del af landet. Sidst på eftermiddagen vil askeskyen have bredt sig til det østlige Danmark, og det betyder, at Københavns Lufthavn er nødt til at lukke for al flytrafik til og fra København.

”Vulkansk aske består af fine partikler, der kan stoppe både luftindtag og motorer på flyene, og vi er af sikkerhedsmæssige årsager nødt til at indstille trafikken i løbet af eftermiddagen. Vi regner med, at vi lukker helt omkring kl. 17, og det er på nuværende tidspunkt desværre umuligt at sige, hvornår vi kan genoptage flyvningerne,” siger Henrik Peter Jørgensen, kommunikationsdirektør, Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn vil løbende opdatere sin hjemmeside www.cph.dk med yderligere driftsinformation, og passagererne, der skulle have fløjet i dag, opfordres til at kontakte deres flyselskab for nærmere information og evt. ombookning.