18.09.2017

Det bliver nemmere at parkere i lufthavnen

Fremover bliver det lettere at vælge den rette parkeringsplads i Københavns Lufthavn. Antallet af produktkategorier reduceres til tre og samtidig sættes priserne ned. Fra 28. april 2010 kan man parkere for 100 kr. om dagen eller en hel uge for 400 kr., og ved at reservere online, kan man få en endnu bedre pris. 

Det bliver nemmere og billigere at parkere i Københavns Lufthavn, når lufthavnen fra 28. april 2010 indfører et mere enkelt og overskueligt koncept for sine over 10.000 parkeringspladser. Antallet af produktkategorier reduceres fra seks til tre med en mere tydelig sammenhæng mellem pris og produkt: Jo længere væk fra terminalerne, desto lavere pris. Samtidig sænkes priserne i gennemsnit med fem procent, og gebyret for at reservere en plads online fjernes helt.

”Vi nedsætter priserne på parkering og gør det samtidig nemmere for kunderne at vælge det rette produkt. Vores undersøgelser har vist, at det for nogle kunder var en stressende oplevelse at parkere i lufthavnen, fordi udbuddet af produkter og priser var for uoverskueligt, ligesom det kunne være svært at finde vej til det rette parkeringsanlæg. Med det nye parkeringskoncept får passagererne et enklere valg og en bedre start på rejsen,” siger salgsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavne.

Fremover bliver der tre forskellige produktkategorier – Budget, Standard og Direct – med priser fra 100 kr. pr. dag eller 400 kr. pr. uge i den billigste kategori. Hvis man skal parkere i mere end 2-3 dage, kan man få et billigere tilbud ved at forudbestille pladsen på www.cph.dk . Eksempelvis 360 kr. for en uge på Budget.

”Der vil altid være penge at spare i forhold til listeprisen ved at forudbestille pladsen online, når man skal parkere i mere end 2-3 dage. Og da der fremover ikke bliver opkrævet gebyr for pladsreservation, er det oplagt at benytte denne mulighed,” siger Carsten Nørland.

Priserne i det nye parkeringskoncept varierer i forhold til afstanden mellem p-anlægget og terminalerne: 

  • Budget 
    Åben parkering med gratis bustransport til og fra terminalerne.
    100 kr. for en dag / maks. 400 kr. pr uge.

  • Standard
    Parkeringspladser i gåafstand til terminalerne. Både overdækkede og åbne anlæg.
    200 kr. for en dag / maks. 1.000 kr. pr. uge.

  • Direct
    Overdækket parkering i eksklusive anlæg i direkte tilknytning til Terminal 3.
    300 kr. for en dag / maks. 1.800 kr. pr. uge.

Københavns Lufthavn tilbyder med det nye koncept enkle og gennemskuelige parkeringsprodukter til både ferie- og forretningsrejsende.

”Det skal være en nem, behagelig og stressfri oplevelse at parkere i Københavns Lufthavn. Det sikrer vi med de nye, forenklede produkter, og samtidig vil vi i langt de fleste tilfælde kunne tilbyde parkering til priser, der ligger under prisen for en taxa frem og tilbage til lufthavnen,” siger Carsten Nørland.