Tre nye sommerruter fra transavia.com

Lavprisselskabet transavia.com åbner tre nye ruter fra København til italienske feriemål  

09.03.2010

Der er gode nyheder til de, der elsker stranden, små byer fulde af kultur, hjemmelavet pasta og espresso i solen: transavia.com åbner tre nye ruter fra København til Italien. Udvidelsen af transavia.com’s rutenet giver danske rejsende muligheden for at tilbringe sommerferien i Venedig, Alghero (Sardinien) og Palermo (Sicilien).

”Vi er glade for at kunne give flere danskere chancen for at nyde det solrige og charmerende Italien i deres sommerferie. Med åbningen af vores nye ruter til Venedig, Sardinien og Sicilien har vi fået en stærk dækning af Italien i højsæsonen,” siger Norbert Zoet, vicedirektør i transavia.com og fortsætter:

 ”Vores gode samarbejde med turoperatørerne Scanways og Suntours gør det muligt for os at udvide vores kapacitet i højsæsonen. Og med transavia.coms hybridmodel, der kombinerer gruppebookninger med individuelt billetsalg, kommer udvidelsen både vores samarbejdspartnere og individuelle rejsende til gode. Vi forventer, at åbningen af de tre nye ruter vil forøge vores billetsalg betragteligt denne sommer,” siger Norbert Zoet, vicedirektør i transavia.com.