18.09.2017

Pas på fristelserne, skat!

Lægemidler, kopivarer og eksotiske planter. Det kan være fristende at tage ting med hjem fra udlandet, men det er ikke altid lovligt. Tolderne i lufthavnen sætter i ny kampagne fokus på, hvad man ikke må tage med hjem. 

Toldere i lufthavnen er ikke et særsyn. Men toldere, der deler badebolde, bolsjer og kuglepenne ud, er vist aldrig set før. Det er imidlertid det syn, der vil møde de rejsende i afgangshallen og ved gaten på udvalgte afgange i Københavns Lufthavn i perioden 17. til 26. marts 2010. De gavmilde toldere er en del af en ny oplysningskampagne, der sætter fokus på reglerne for blandt andet lægemidler, kopivarer, dyr og våben. 

 Det er rejsende til destinationer uden for EU, der kan få glæde af toldernes gavmildhed, både i form af bolsjer og viden om reglerne. De rejsende kan for eksempel få svar på spørgsmål om, hvor mange kontanter man må have med på rejsen, hvilke lægemidler, man skal undlade at tage med hjem, og hvilke varer, man skal lade være med at købe på eksotiske markeder.

Sæt dig ind i reglerne på skat.dk
"Mange tror fejlagtigt, at alt hvad der sælges på turiststederne kan tages med hjem til Danmark, men sådan er det desværre ikke altid. Derfor er det vigtigt, at man selv sætter sig ind i reglerne, hvilket er nemt i disse tider, hvor de fleste har adgang til internettet - også på feriestedet. Reglerne står nemlig på skat.dk. Og ellers kan man benytte sig af chancen for at hilse på tolderne, inden man tager af sted, hvis man rejser i perioden fra 17. til 26. marts,” siger Gitte Plambek, leder af smuglerikontrollen SKAT København.

Ikke blot tolderne i lufthavnen, men også infofilm, plakater og foldere vil huske de rejsende på, at de skal tjekke reglerne.

"På den måde kan vi alle være med til at passe på vores samfund, og det vil vi rigtigt gerne i dialog med de rejsende om. Vi håber, at vi med kampagnen kan få de rejsende til at sætte sig ind i reglerne, så de ikke - uden at vide det - kommer hjem med noget ulovligt. Det er så ærgerligt at have købt en stor, flot konkylie eller en lækker taske, som man så må efterlade i lufthavnen, fordi den er ulovlig,” siger Gitte Plambek.