18.09.2017

Ny rute fra CPH til Antalya

Som det første flyselskab i Danmark er det lykkes Cimber Sterling at få tilladelser til at flyve ruteflyvninger mellem Danmark og Antalya i Tyrkiet. København – Antalya vil være en helårsrute med tre ugentlige afgange. 

Indtil nu har det kun været muligt at tage et charterfly til Antalya fra Danmark, da de tyrkiske myndigheder hidtil har været meget restriktive med at tillade ruteflyvninger til andet end Istanbul. Nu har myndighederne i Tyrkiet ændret holdning, og det har Cimber Sterling som det første flyselskab benyttet sig af.

”Vi har i løbet af de sidste syv måneder arbejdet på at få en trafiktilladelse fra de tyrkiske myndigheder og har været i tæt dialog med Statens Luftfartsvæsen under hele processen. Og torsdags lykkedes det at få tilladelsen i hus”, siger Signe Thorup, kommunikationschef i Cimber Sterling.

Styrker knudepunktet
Den nye helårsrute åbner med overgangen til sommerprogrammet 28. marts, og Cimber Sterling vil flyve på ruten tre gange om ugen.
”Der er mange danskere, der enten ejer eller lejer ferielejlighed i Antalya, og for dem er det rigtig godt nyt, at Cimber Sterling åbner den nye rute. På grund af de få muligheder for at flyve direkte til Antalya, er den nye rute desuden med til at styrke Københavns Lufthavns position som trafikknudepunkt,” siger salgsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavn.