18.09.2017

CPH støtter regionen

København og Øresundsregionen er for ukendt i udlandet. For at tiltrække flere turister og flere internationale investeringer er Københavns Lufthavn gået sammen med en række offentlige interessenter og private virksomheder på begge sider af Øresund om at forbedre markedsføringen af regionen i udlandet. Dermed er der ikke tale om statsstøtte til Københavns Lufthavn som påstået i visse medier. 

Københavns Lufthavn er sammen med Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity initiativtagere til en ny fond, Copenhagen Connected, der skal arbejde for bedre markedsføring af København og Øresundsregionen i udlandet. Formålet er at gøre regionen mere kendt i udlandet for at tiltrække flere turister og flere erhvervsinvesteringer.

”Den internationale tilgængelighed til Øresundsregionen er vital for turismen, eksporten og for muligheden for at tiltrække udenlandske investeringer til regionen. Når vi kigger på, hvad andre regioner og byer rundt om i Europa gør, kan vi se, at der er behov for bedre markedsføring i udlandet. Regionen er simpelthen for ukendt,” siger Lars Bernhard Jørgensen, adm. direktør, Wonderful Copenhagen og formand for Copenhagen Connected.

CPH bidrager med 12 mio. kr.
Copenhagen Connected skal derfor rejse private og offentlige midler til at øge markedsføringsindsatsen i udlandet, og planen er at rejse ca. 200 mio. kr. over de næste fire år. Indtil videre er der givet endeligt tilsagn på 18 mio. kroner fra Visit Denmark, 8 mio. fra Københavns Kommune og 16 mio. fra Region Hovedstaden – ligesom Københavns Lufthavn bidrager med 12 mio. kroner.

”Copenhagen Connected er dermed ikke – som det fejlagtigt fremgår i diverse medier – noget Københavns Lufthavn får penge fra, men derimod noget vi bidrager til. I dette initiativ støtter lufthavnen byen, ikke omvendt. Målet er at få flere rejsende til byen, og det gavner alt lige fra hoteller, taxaer, restauranter, konferencecentre til forlystelser som Tivoli,” siger salgsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavn.

Samtidig viser en OECD rapport fra 2009 om hovedstadens konkurrenceevne, at når der skabes 100 stillinger i det københavnske, så giver det 20 nye jobs i resten af landet. Dermed gavner Copenhagen Connected ikke kun Øresundsregionen men hele landet.

Gør som Barcelona
I de senere år har en række regioner og storbyer i Europa øget deres internationale markedsføring til gavn for både turisme og internationale investeringer. Et eksempel er Barcelona, der efter afholdelse af De Olympiske Lege i 1992 har arbejdet målrettet med markedsføring. Og det har båret frugt, og i dag er den spanske storby en yndet turistattraktion.

I dag er der fra Københavns Lufthavn fem daglige afgange til Barcelona med fire forskellige flyselskaber. En opgørelse, som Københavns Lufthavn har foretaget viser, at der er over 60 procent danskere og svenskere på flyene til og fra Barcelona, mens der kun er ca. 15 procent spaniere.

”Hvis vi kan gøre København og Øresundsregionen mere kendt i Barcelona, kan vi ved med til at øge andelen af spanske rejsende til København. Og flere spanske besøgende vil alt andet lige betyde øgede turistindtægter til gavn for hele Danmark,” siger Carsten Nørland.