18.09.2017

To stærke og internationale brands til Københavns Lufthavn

2011 byder på flere nye tiltag i Københavns Lufthavns shoppingcenter. Med åbningen af H&M og Hamleys får passagererne i Københavns Lufthavn endnu flere muligheder for at finde attraktive shoppingtilbud til sig selv og børnene. 

”Vi går et spændende år i møde, hvor der kommer til at ske endnu flere forandringer i shoppingcentret. I 2010 har vi åbnet 13 nye forretninger for at imødekomme passagerernes efterspørgsel om en øget differentiering. Vi vil arbejde yderligere på at tage differentieringen et skridt videre i det kommende år, så passagererne vil opleve, at der er noget for enhver smag og ethvert temperament,” siger Carsten Nørland, salgsdirektør i Københavns Lufthavne A/S.

Den fineste legetøjsbutik i verden
Der er godt nyt til de mange børn i lufthavnen og deres forældre, når Hamleys åbner i slutningen af januar i Terminal 3. Hamleys blev stiftet i 1760 af englænderen William Hamley med en beskeden ambition om hans butik skulle være den fineste legetøjsbutik i verden. Hamleys er siden vokset til et syv etagers paradis for børn og barnlige sjæle i centrum af London og forhandles derudover i en række stormagasiner og lufthavne verden over.

”Hamleys er en af verdens bedste og største legetøjsbutikker, og mange kender allerede brandet fra London eller Magasin på Kgs. Nytorv. Vi er stolte af, at Hamleys nu også åbner i lufthavnen til stor glæde for børnene og deres forældre, der ønsker at købe en gave med hjem til de små,” siger Carsten Nørland.  

Modetøj til en billigere pris
H&M etablerer en ny butik i den runde Cylinder i Terminal 3 i den seneste nye indretning. H&M kommer til at forhandle modetøj til både mænd og kvinder.

”H&M er absolut det bedste bud på et koncept, som imødekommer passagerernes ønsker. Her kan du finde tøj og accessories til enhver stil og anledning. Med sine basisvarer og sidste nye modetrends henvender H&M sig bredt til både den studerende og de ekstremt modebevidste, fordi deres kollektion er omfattende og altid med nye spændende beklædningsdele i deres sortiment,” siger Carsten Nørland.