18.09.2017

Tid til det, julen egentlig handler om

Hvad ønsker du dig i julegave? Tid vil nogle sikkert sige. Og for netop at give passagererne mere tid og inspiration til de perfekte julegaver, har Københavns Lufthavn lanceret en gavegenerator. Det betyder, at du allerede på vej ud til lufthavnen kan vælge de helt rigtige gaver til dine kære og få klare anvisninger til, hvor de kan købes.  

Du har endnu et forretningsmøde ude i verden. Og du får sved på panden ved tanken om, at december måned nærmer sig med alt hvad det indebærer af julehygge og julegaveindkøb. Hvorfor ikke kombinere det praktiske med det nyttige og få tid til det, som julen egentlig handler om? CPH’s nye gavegenerator er en nem vej til perfekte gaver. Ved at vælge køn, stil og priskategori kan du få et bredt udvalg af originale gaver og en klar angivelse af, hvor gaverne kan købes.   
 
”Vi vil gerne gøre juleshopping lettere for vores passagerer. Hvorfor ikke bruge tiden, mens du venter på dit fly til at få klaret julegaverne og samtidig få mere tid til familien og venner? Vi har fået nogle af landets mest trendy eksperter til at udvælge gaverne, så du er sikker på at få gode idéer til stort og småt, gadgets og bløde pakker,” siger Jan Hertz, direktør Market & Services i Københavns Lufthavne A/S.

De mest interessante, cool, trendy og klassiske gaver
Gavegeneratoren er tilgængelig på cph.dk/gifts via internettet og mobilen, så du allerede på vejen ud til lufthavnen kan få inspiration til, hvad der skal ligge under juletræet fra dig. Alle gaver er udvalgt af livsstils- og modeeksperterne Uffe Buchard og Kim Grenaa, der har peget på de mest interessante, cool, trendy og klassiske gaver i lufthavnen til din kone, kæreste, ægtefælle, børn eller venner.     

”Formålet med gavegeneratoren er at gøre opmærksom på, hvor let det er at juleshoppe på vej ud i verden og blot hente de indpakkede gaver, som ligger klar, når man vender hjem. Den tid passageren alligevel skal tilbringe i lufthavnen, kan jo med fordel bruges til juleshopping, så man slipper for at drøne rundt i det lokale storcenter i sidste øjeblik,” siger Jan Hertz.

Du kan hente gaverne indpakket ved hjemkomsten i Arrivel Shop. Alle gaver kan byttes i op til 30 dage i Københavns Lufthavn eller i tilsvarende butikker uden for lufthavnen.