18.09.2017

Lytter til kunderne: Københavns Lufthavn vælger prisvenlige brands til shoppingcenteret

Med nye kædeforretninger som Pieces, Tiger og Tshirt Store vælger Københavns Lufthavne flere prisvenlige brands til shoppingcenteret. En undersøgelse foretaget af lufthavnen viser nemlig, at passagererne efterspørger billigere shoppingmuligheder, især inden for mode og accessories. 

”Vi kan se på efterspørgslen, at vores gæster savner nogle mere prisvenlige alternativer i shoppingcenteret. Derfor har vi set frem til åbningen af de nye forretninger, som rammer plet i forhold til efterspørgslen, og den strategi vi har lagt for shoppingcentret”, siger Carsten Nørland, salgsdirektør i Københavns Lufthavne A/S.    

Med åbningen af Tiger-forretningen på lørdag sættes der for alvor streg under, at det ikke behøver koste alverden at shoppe inden flyveturen.

”Vi sælger det, vi synes er sjovt, men også praktisk for vores kunder. Det er jo ikke sikkert, man har lyst til at bruge hele formuen inden ferien. Vi er sikre på, at åbningen af Tiger-forretningen på lørdag vil falde i god jord hos passagererne i lufthavnen, og så glæder vi os da også til at mærke den specielle stemning derude”, siger Tina Schwarz, som er
 
marketingsansvarlig i Tigerkæden, der har over 80 butikker i 9 lande.

Den 16. september åbnede Tshirt Store i Terminal 2. Den svenske kæde, som handler med grafiske og sjove t-shirts, kan allerede kort efter åbningen af forretningen se på bundlinjen, at passagererne har taget vel imod konceptet.  

Den 30. september åbnede Bestsellers accessorieskæde Pieces i lufthavnen. Pieces har de seneste par år åbnet 108 butikker, hvoraf de 23 ligger i Danmark. Pieces har egne butikker i 20 lande, og med åbningen i lufthavnen får passagerne nu mulighed for at købe prisvenlige accessories som sko, tasker og smykker inden eller efter rejsen.

”Folk rejser mere, og derfor efterspørger de rejsende flere af de brands, de søger i hverdagen. Hos Pieces kan passagererne få tips til at style deres look og tilføre deres udseende en gnist, så det passer til hverdag som til fest”, siger Theresa Damborg Blicher, marketingansvarlig hos Pieces.