18.09.2017

Danmarksindsamling i Københavns Lufthavn

CPH har inviteret Danmarksindsamlingen inden for i lufthavnen. Københavns Lufthavn stiller i hele februar plads til rådighed for nødhjælpsorganisationerne på et af de områder i lufthavnen, hvor flest passagerer kommer forbi. Samtidig donerer CPH 50.000 kroner til Danmarksindsamlingen.  

”Situationen i Haiti er helt forfærdelig, og vi må gøre en særlig indsats for at hjælpe. Lufthavnen er et travlt trafikknudepunkt, som vi normalt ikke stiller til rådighed for indsamlinger. Men i denne ekstraordinære situation vil vi gerne give nødhjælpsorganisationerne mulighed for at samle ind blandt de næsten 1,5 mio. mennesker, som vil gå igennem Københavns Lufthavn i løbet af februar. Derfor stiller vi i hele måneden plads til rådighed på balkonen i Terminal 3, så vi på den måde kan være med til at hæve det samlede beløb, der bliver samlet ind,” siger Brian Petersen, adm. direktør, Københavns Lufthavn.

Hovedparten af de afgående passagerer fra Københavns Lufthavn vil på vej til sikkerhedstjekket passere det areal på balkonen i Terminal 3, som lufthavnen stiller til rådighed for de 12 nødhjælpsorganisationer, der står bag Danmarksindsamlingen. Dermed er nødhjælpsorganisationerne sikret maksimal eksponering i en hel måned i et af Danmarks travleste trafikknudepunkter. Flere organisationer har allerede vist interesse for tilbuddet, der udelukkende fokuserer på nødhjælp til Haiti.

Udover at stille plads til rådighed for nødhjælpsorganisationerne har CPH doneret 50.000 kr. til Danmarksindsamlingen. Københavns Lufthavn har desuden besluttet sig for at friholde nødhjælpsfly fra startafgifter.