18.09.2017

Cimber åbner seks nye ruter ud af København

Cimber Sterlings åbner seks nye ruter fra København til henholdsvis Madrid, Sofia, Beograd, Bordeaux, Korsika og Thessaloniki. Det er Cimber Sterlings nye Boeing 737, der skal flyve til de nye destinationer på selskabets Europakort. 

I fredags fik Cimber Sterling endnu en Boeing 737 i flåden, og det fly skal først og fremmest benyttes til at øge frekvensen på en række strategisk vigtige ruter som for eksempel København-Rom, hvor Cimber Sterling fra foråret vil have to daglige afgange.

”Det er vigtigt for os både at øge kvaliteten af vores produkt og udbuddet. Når vi øger frekvensen og antal destinationer, får vores gæster flere valgmuligheder, og det efterspørger markedet”, siger Bjarne Rasmussen, salgs- og marketingsdirektør i Cimber Sterling
.
Ruter til Østeuropa
Efter Bulgarien er kommet med i EU, er efterspørgslen til Sofia steget markant. Beograd i Serbien er under stærk udvikling, og for både Sofia og Beograd gør det sig gældende, at de er blevet populære byer at holde weekendferie, fordi prisniveauet er markant billigere end i mange traditionelle hovedstæder. Der vil være to ugentlige afgange til både Sofia og Beograd.

”Vi har haft en tæt dialog med Cimber Sterling om forskellige rutemuligheder, og specielt nogle af ruterne til Østeuropa mener vi, at der er et stort potentiale i,” siger Carsten Nørland, salgsdirektør, Københavns Lufthavn.

Populære Madrid
Derudover starter Cimber Sterling tre ugentlige afgange til Madrid. Efter flere år i skyggen af Barcelona er Madrid blevet mere populært. De fleste danskere har besøgt Barcelona, nu er tiden kommet til Madrid, hvor hotelpriserne generelt er lavere end i Barcelona, og klimaet er varmere.

Cimber Sterling fortsætter også sin vækst på populære sommerferiedestinationer, bl.a. til Thessaloniki i det nordlige Grækenland og Pieria, som har Grækenlands smukkeste strande. En anden nyhed er Korsika også kaldet ”skønhedens ø” på grund af øens azurblå hav og hvide sandstrande. Cimber Sterling er de første i Danmark til at starte ruteflyvning til både Thessaloniki og Korsika.

Sidste nye rute er også en klassisk sommerdestination: Bordeaux fra København. Ruten vil blive fløjet hver søndag og i skolernes sommerferie også på torsdage. Bordeaux henvender sig et bredt publikum, fordi området giver mulighed for både vingårdsferie, surferferie, fiskeri og storbyferie. Cimber Sterling vil flyve til Bordeaux to gange om ugen.