18.09.2017

Ny prisaftale styrker CPH som skandinavisk trafikknudepunkt

Københavns Lufthavne har indgået en langvarig aftale om de priser, som flyselskaberne betaler for at benytte lufthavnen. Aftalen styrker CPH’s position som skandinavisk trafikknudepunkt. Hovedparten af de ca. 60 flyselskaber, der benytter Københavns Lufthavn, har tilsluttet sig aftalen, der indebærer, at prisstrukturen omlægges pr. 1. oktober 2009 og priserne herefter fastfryses de næste 18 måneder. Samtidig forpligter CPH sig til at investere mere end DKK 2,6 mia. i udbygning og forbedring af infrastrukturen i aftaleperioden.  

”Det er helt afgørende for lufthavnen, hovedstadsregionen og hele Danmark, at CPH fastholder og udbygger sin position som skandinavisk trafikknudepunkt ved fortsat at være en attraktiv partner for de selskaber, der har mange transferpassagerer, herunder SAS. Det har vi sikret gennem den ny prisaftale, der løber i de næste 5½ år. Med en ændret prisstruktur, reduktion af startafgiften for de største fly og fastfrysning af taksterne i halvandet år skal aftalen bidrage til at sikre, at CPH også i fremtiden er regionens vigtigste hub,” siger adm. direktør Brian Petersen, Københavns Lufthavne.

Aftalen styrker dermed det ene ben i CPH’s strategi, fortsat udbygning af trafikknudepunktet og fremme af udviklingen på de interkontinentale ruter. Det andet ben i strategien, der skal sikre fortsat vækst i lavprissegmentet, tilgodeses i løbet af 2010 gennem lavprisfingeren CPH Swift, hvor priserne vil blive forhandlet separat.

Taksterne fastfryses
Den nuværende takstaftale skal fornyes inden nytår, og den nye aftale indebærer, at priserne fastfryses fra oktober 2009 frem til april 2011 for at hjælpe både flyselskaber og lufthavnen gennem den nuværende krise. I resten af aftaleperioden stiger priserne årligt med et beløb, der svarer til Danmarks Statistiks forbrugerprisindex plus én procent. Det betyder, at flyselskaberne kender udgiftsniveauet i lang tid fremover.

Samtidig forpligter CPH sig til at investere mere end DKK 2,6 mia. kr. i den aeronautiske del af forretningen, dvs. udbygning og forbedring af infrastrukturen.

”I de næste fem år kommer vi årligt til at investere ca. DKK 500 mio. i bl.a. bagagehåndtering, flybroer, gates og check-in faciliteter til gavn for flyselskaber og passagerer. De investeringer skal være med til at styrke Københavns Lufthavn i den øgede konkurrence med andre nordeuropæiske lufthavne,” siger Brian Petersen.

Ny prisstruktur
Aftalen indebærer desuden, at forholdet mellem start- og passagerafgift omlægges. Startafgiften bliver generelt reduceret med 25 procent og passagerafgiften bliver hævet med 18,6 procent. Det betyder, at lufthavnsafgiften fremover vil fylde mere på den enkelte billet, men det modsvares af, at flyselskaberne får sænket startafgiften.

Den ny aftale er omsætningsneutral for Københavns Lufthavn, idet den hævede passagerafgift modsvares af sænkningen af startafgiften og transferrabatten.

Miljørigtig aftale
Fra 1. april 2010 indføres en NOx-baseret emissionsafgift, der skal fremme flyselskabernes brug af mere miljørigtige fly. De nærmere detaljer i emissionsafgiften er endnu ikke forhandlet på plads.

Den ny prisaftale gælder fra 1. oktober 2009 og aftalen er tiltrådt af CPH på den ene side samt SAS, Cimber Sterling og IATA på den anden side - disse udgør tilsammen ca. 86 procent af trafikken i Københavns Lufthavn.

”Vi er tilfredse med, at vi har fået forhandlet en aftale på plads med hovedparten af selskaberne. Indholdet i aftalen imødekommer en branche, der er under pres i øjeblikket, og vi mener, at det er den bedst mulige aftale i den aktuelle situation,” siger Brian Petersen.