Norwegian åbner tre nye ruter

Norwegian åbner tre nye direkte ruter fra Københavns Lufthavn til Geneve, Salzburg og Barcelona med op til tre ugentlige afgange.  

02.09.2009

Fra 25. oktober flyver Norwegian fra København til Barcelona tre gange ugentlig, og fra 28. oktober vil der være to ugentlige afgange til Geneve. Ruten fra København til Salzburg starter 12. december med afgang hver lørdag.

”Med åbningen af yderligere tre ruter udvider vi vores forbindelser til Europa, så vi kan imødekomme en voksende efterspørgsel på efterårs- og vinterdestinationer. Samtidig sætter vi handling bag vores planer om at udvide rutenettet i Danmark,” siger Julius Støback fra Norwegian.

Bekvemt og billigt på ski
Med de to nye ruter til Salzburg og Geneve bliver det nemt at komme billigt og bekvemt til nogle af de mest populære skidestinationer i Østrig og Frankrig. Tæt ved Salzburg ligger blandt andet danskernes absolut foretrukne skidestination Wagrain og destinationer som Zell am See, St. Johann, Bad Gastein og Kitzbühel. Fra Geneve er der mindre end to timers kørsel til kendte destinationer som Chamonix, Avoriaz og Megeve.

”Med annonceringen af endnu tre nye ruter understreger Norwegian sin position som det absolut største lavprisselskab i Københavns Lufthavn. Alene i år har Norwegian åbnet over 20 nye ruter til glæde for passagererne, der har fået flere destinationer og billige billetter at vælge imellem,” siger aviationdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavne A/S.