18.09.2017

Roskilde Airshow 2009: Et must for flyentusiaster

Weekenden 22. - 23. august bliver rig på oplevelser for alle dem, som tager turen til Roskilde Lufthavn for at deltage i det ottende Roskilde Airshow. Det endelige program for de to dage offentliggøres en uge før showstart, men sikkert og vist er det, at de legendariske Red Arrows fra Royal Air Force, gæster Roskilde søndag den 23. august.  

Årets helt store navn er britiske Red Arrows, der på airshowets sidste dag vil få mange til at lægge nakken godt tilbage og nyde et flot show med de karakteristiske knaldrøde fly af typen Hawk T1. 4.000 opvisninger i 53 lande er det blevet til for Red Arrows siden starten i 1965. De ni nøje udvalgte piloter, som udgør Red Arrows, er alle fra Royal Airforce’s frontline eskadriller. På airshowets officielle website http://www.airshow.dk/ kan læse om de mange opvisninger i løbet af weekenden og få en forsmag på de formidabelt dygtige britiske piloters kunnen indenfor præcisionsflyvning.

Store navne fra ind- og udland
Der bliver også meget andet spændende at se på, så der er god grund til at tage små og store flyentusiaster af begge køn med til Roskilde. Begge dage åbnes med faldskærmsspring førend de mange gæster fra ind- og udland i en lind strøm vil vise deres kunnen og flotte maskiner frem.

Fra udlandet gæster bl.a. det hollandske flyvevåben Roskilde med en F16 opvisning, og er du mere til det historiske, kan du i år bl.a. nyde en Hawker Hunter fra Swedish Airforce Historic Flight og de charmerende Chipmunks ’Chip Chaps’.

Fra de hjemlige himmelstrøg er spændvidden stor fra to brølende F16 fly fra Forsvarets afvisningsberedskab over den klassiske DC 3’er til lydløse svævefly og radiostyrede modelfly.

Forventning om rekorddeltagelse
Forventningerne til Roskilde Airshow 2009 er store. ”Med det flotte program, hvor vi både har Red Arrows, Det hollandske forsvar og mange andre spændende deltagere fra ind- og udland, forventer vi et rekordstort antal gæster i år – op imod 25.000” siger airshowkoordinator Per Faldborg Olesen, der i samarbejde med bl.a. Roskilde Lufthavn er i fuld gang med forberedelserne til det store rykind.

Selvom lufthavnen er lukket for ordinær trafik i opvisningsperioderne, er der mange ekstra arbejdsopgaver og ekstra hænder i gang i lufthavnen før, under og efter Roskilde Airshow.

"Det er en både travl og spændende tid for os, når vores lille lufthavn for en weekend omdannes til en stor markedsplads med mange tusinde gæster. En velkommen variation i de daglige rutiner for mig og mine medarbejdere,” siger flyvepladschef i Roskilde Lufthavn, Lars Lip.

Foto: © Crown Copyright