18.09.2017

easyJet åbner København – Geneve

Fra december begynder easyJet at flyve på ruten København – Geneve. Dermed er selskabet oppe på seks ruter ud af København. 

Blot ugen efter at easyJet annoncerede åbningen af ruten København til Manchester, har selskabet præsenteret endnu en udvidelse af rutenettet fra Danmark. Fra december begynder easyJet flyvningerne til Geneve fire gange om ugen.

easyJet forventer, at den nye rute til Genève bliver et trækplaster både for easyJets stigende antal forretningsrejsende, og selvfølgelig også for fritidsrejsende. Især skisports-folket vil få glæde af ruten, der i den kommende vintersæson vil bringe dem direkte til hjertet af de schweiziske alper. Herfra er der kun 1-2 timers kørsel til nogle af Europas mest populære skidestinationer som Val d’Isère, Val Thorens og Chamonix.

Seks ruter ud af København
Med åbningen af København-Genéve har easyJet nu i alt seks ruter ud af København. Siden sidste sommer har easyJet udvidet rutenettet fra Danmark med ruter til Milano og London Gatwick ud over de eksisterende afgange til Berlin og London Stansted.

Fra november åbner easyJet ruten til Manchester og samtidig udvides ruten til Berlin med en ekstra daglig afgang.


Den årlige Bol d'Or kapsejlads på Genevesøen. Foto: Geneva Tourist Office