18.09.2017

Klar til sommerens store rejsedage

Københavns Lufthavn er parat til at tage fat på den travle sommerperiode med mange ferierejsende. Torsdag den 25. juni 2009 bliver passagererne mødt af underholdning og overraskelser i terminalerne, når lufthavnen markerer ”Store Rejsedag” i samarbejde med flyselskaber og rejsebureauer.  

Danskerne gør klar til sommerferie, og Københavns Lufthavn er klar til at give dem en god start på rejsen. I samarbejde med SAS, Cimber Sterling, Star Tour og Thomas Cook markerer lufthavnen indledningen på den travle sommerperiode med ”Store Rejsedag” torsdag den 25. juni 2009, hvor passagerer på vej på ferie vil blive mødt med underholdning og overraskelser i lufthavnens terminaler.

Med ”Store Rejsedag” tager Københavns Lufthavn hul på en hektisk periode med over 30.000 afrejsende passagerer og næsten lige så mange ankommende passagerer på de travleste dage henover sommeren. I alt forventes over fem millioner passagerer at strømme gennem lufthavnen i løbet af juni, juli og august.

”Det bliver en stor chartersommerferie med totalt udsolgte fly, og det er der tre grunde til: SP pengene giver stadig fuld effekt på efterspørgslen, der er færre rejser lagt op totalt pga. finanskrisen, så der bliver hurtigere udsolgt, og så har danskerne ingen tillid til det danske sommervejr. Selvom vi allerede har indsat ekstra fly, så bliver de solgt tilsvarende hurtigt,” siger salgsdirektør Stig Elling, Star Tour.

Også Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia melder om fyldte fly: ”Tidligere var der et begreb, der hed ’afbudsrejser’ i lufthavnen, hvor man blot kunne møde op og købe en billig rejse. Sådan er det ikke længere. Charterflyene er totalt bookede i skoleferien, og der kan gå dage i mellem, at gæster f.eks. bliver syge og må melde afbud til et af årets højdepunkter – sommerferien under sydens sol,” siger informationschef Torben Andersen, Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Smidigt gennem lufthavnen
For at sikre de mange passagerer en god start på ferien har Københavns Lufthavn sat ekstra ressourcer ind i sikkerhedskontrol og bagagesortering. Passagererne kan også selv være med til at gøre turen gennem lufthavnen så hurtig og smidig som mulig.

"SAS' gode råd til vores kunder her i den travle sommerperiode er så vidt muligt at checke ind hjemmefra via sas.dk, med mobiltelefonen eller på vores mange check-in automater i lufthavnen. Det hjælper til, at alle kommer hurtigere gennem lufthavnen og godt af sted på rejsen. Hvis man har specielle behov, særlig bagage eller ikke har checket ind hjemmefra, så kan det også være en god idé at komme i lidt bedre tid end normalt," siger Per Møller Jensen, der er marketing- og salgsdirektør i SAS i Danmark.

”Finanskrise eller ej; danskerne har ikke sparet deres sommerferie væk. Det bliver en travl sommer i Københavns Lufthavn,” siger kommunikationschef Signe Thorup, Cimber Sterling.

Sommersite med gode råd
Samtidig med ”Store Rejsedag” går lufthavnens særlige sommersite på cph.dk i luften med informationer og valgmuligheder til de ferierejsende. På sitet kan passagererne tjekke den forventede travlhed på afrejsetidspunktet og få gode råd om bl.a. parkering, mødetid, check-in, sikkerhedskontrol, faciliteter i lufthavnen og særlige tilbud til børn og børnefamilier.

”På vores sommersite har vi samlet de vigtigste informationer og de bedste tip til ferierejsende, så alle kan være godt forberedt, inden de kommer til lufthavnen. Samtidig kan passagererne via sommersitet tilmelde sig vores gratis mail- og sms-services, der kan være med til at gøre turen gennem lufthavnen endnu nemmere,” siger passagerchef Susanne Frank, Københavns Lufthavn.